17. maj er og bliver den største dag…

Selv vores hund er klædt på til den 17. Maj…. 😉

 

Den 17. Maj er det præcis 10 år siden,

at jeg stod helt oppe under taget blandt 50.000 tilskuere på De KUIP stadium i Rotterdam, og kiggede ned på manden mi, som stod nede banen og kiggede op til mig med det største smil, jeg nogen sinde har set ham med, imens han holdte den vildeste POKAL over hovedet….Godt nok var han iført den grimmeste røde morgenkåbe, jeg nogen sinde har set – men fordi der stod BEKERWINNER (Pokalvinder) bagpå, var det jo helt okay…. 😉  Aldrig før havde jeg haft så meget lyst til at hoppe ned fra 1. etage af et stadion – bare for at komme ned og give ham det største kys…. HAvde ikke set ham i en uge, da de som opladning til kampen, var taget på trænings lejr helt for dem selv – et sted hvor ingen måtte vide hvor…. og nu stod han der, som pokalvinder i det Hollandske – Den første og stadig eneste pokal i klubben Heerenveens historie…. og min mand var med…. 🙂

Jeg var ved at sprække af stolthed, imens jeg og alle de skønne danske venner, der havde taget turen, for at få denne oplevelse med os – stod og baskede med det  store RØD/HVIDE Dannebros flag, som jeg altid havde med rundt på de forskellige stadions, i tiden i Holland, så han vidste hvor jeg var…. 🙂  Kampen blev afgjort på det aller sidste spark, i en straffesparkskonkurrence endda efter forlænget spilletid… Hvis det kiksede var Manden min var næste skytte….. Så selv helt deroppefra kunne jeg tydelig se, at han var fuldstændig lig-bleg i ansigtet… Jeg tror, at han helt glemte at trække vejret …. Lige som resten af de 50.000 mennesker på stadion… 7 mdr. før det var han netop kommet tilbage efter en brækket ankel der havde holdt ham ude i 10 måneder…. Så da den gamle SIBON på 38 år – scorede sit aller sidste mål som professionel fodboldspiller og afgjorde Pokalfinalens straffesparks konkurrence … Begyndte alle omkring mig at tude og skrige…. Inklusiv mig selv…. Nok også mest i lettelse, af at manden min ikke kom til at spark – det havde jeg slet ikke kunne holde til…….

FANS HEPPER PÅ FANS

Men ALDRIG NOGEN SINDE har jeg oplevet noget lignende… På vejen til Rotterdam, var der kørt et tog af 89 busser efter hinanden fra Heerrenveen, og I Tror det er løgn, for forstår stadig ikke helt selv, at det var det der skete – men i en strækning af 50 km, stod der FANS på broer og ved tankstationer langs motervejen og heppede på de busser med fans…. Fuldstændig CRAZY…. og det startede så igen 20 km. før vi kørte ind i Rotterdam…. Vores bil var fyldt op med danskere og en enkelt “nordkvinde”, der havde valgt at satse på den her oplevelse, på trods af det jo var hendes Nations Nationaldag – 17. MAJ….

Meen er nu ganske sikker på, at det har hun aldrig fortrudt, selvom alle jer der kender en Normand, ved hvor højhellig den 17. MAj er…. Men bare den køretur, og oplevelsen af FANS DER HEPPER PÅ FANS, er noget vi stadig snakker om den dag i dag, selvom det jo er 10 år siden…. 🙂

Spillerne kom hjem med pokalen, og udenfor stadion havde de lavet en kæmpe skærm og en scene – hvor der stod 15.000 mennesker og ventede på at hylde spillerne…. Der stod de og ventede en ganske almindelig søndag aften, hvor de fleste skulle på job dagen efter…. Men de stod der troligt uden at brokke sig – selvom alt det formelle gjorde, at spillerne først trådte ud på scenen kl 00.30…. og hele byen var i ekstase….. Meget andet husker jeg ikke derfra, andet vi lige hilste på naboen, der var på vej på job, da vi kom hjem fra byen…… 😉 Den oplevelse ligger helt sikkert på TOP 3 over de bedste oplevelser fodbolden har givet mig, ved at følge manden min….

Nogen sammenligner det med det med at vinde et MesterSKab og det må man ikke, et mesterskab opnåes over et år … Men med de her Knald eller fald kampe har ALLE jo en chance – hvor det er de små marginaler der tæller…. Pokalkampe fylder med så mange følelser …  nærmest som en champagne, hvor det syder så meget  indeni og proppen springer lige i det den åbnes….

STØRSTE NEDTUR

Derfor forbinder jeg også  Pokalen med den største nedtur, jeg har set manden min i…. Blot 2 år efter, hvor han var den hjemvendte ULV, der håbede at skaffe den først Pokal i hus hos sin hjerteklub…. Jeg gik hjemme med vores dengang kun 6 mdr. gammel søn på armen, og aldrig har jeg set ham hænge så meget med hovedet SÅ længe… Han sad bare og stirrede og ønskede ikke at snakke med nogen….. Pressen skrev alt muligt den gang – både og ham som den hjemvendte og om klubbens evige tomme pokalskab…. Når han gik udenfor døren, mindede folk ha lige på det, med små kommentarer…. Jeg så kun , at han lyste op i glimt, når han sad med hans søn…. Ellers havde han det tommeste og samtidig mest blanke blik jeg aldrig glemmer….. og sådan var det i flere måneder….  -og han var jo bare én ud af hele det hold dengang…

Når klubben står sammen ……. 

Ja undskyld, nu gjorde jeg det lige igen, med det lange indlæg…. Men når I nu ved, at Pokalen, både fremstår som et af de vildeste oplevelser og største nedtur – altså rent fodboldmæssigt så her jeg I kan fornemme, hvor svært det er at forklare folk, hvor KÆMPE STORT en pokalfinale egentlig er og hvor meget den betyder ikke bare for klubben og spillere men også for alle dens FANS….  Det kan jo både være den største og værste oplevelse – Der er ikke rigtig noget derimellem….. Men jeg er nu ganske sikker på, at den 17. MAJ er lykke dagen – Jeg har det med at kigge efter tegn – og for os er det et kæmpe tegn med de præcis 10 år efter at han vandt pokalen….

At kampen så DESVÆRRE er endt med at blevet dedikeret til Alt for mange betydningsfulde mennesker er jo slet ikke til at bære. Men jeg synes virkelig at klubben og det spilleren har gået igennem sammen og for hinanden, har vist at de samme er meget større og mere end Fodbolden…..

Men nu  skal jeg bare lige finde teknikken i at finde ud af, hvor det POKALFINALE tørklæde, bruges rigtig, så vi ikke kommer til at ubevist at gå og heppe på det forkerte hold…. 😉 Men uanset hvad der sker, er jeg nu sikker på, at det tørklæde bliver fyldt op med en masse vild oplevelses minder – som vi også vil snakke om – om 10 år…. 😉