AFSKEDSKAMPEN – 1 ÅR SIDEN

Sidste turnerings kamp bliver i dag spillet…. Sidder lidt med en klump i halsen… For tænk at min mand jo faktisk havde kontrakt, som spiller med udløb til denne kamp…. Men 10 dage før sidste turningskamp sidste år, blev han spurgt om han ville stoppe sin karriere, til fordel for I stedet at springe op som assistent træner…. Siden han var 15 år, har han spillet på kontrakt og levet et liv, som 1000-vis af drenge drømmer om… Han havde drømt om flere år, men en fod drillede.. Havde dog lige gennemgået en operation i håb om bedring. Men 10 dage før blev han så ringet op og 24 timer havde han og vi som familie til at tage stilling til om noget han elskede så højt, skulle slutte så brat…. Nemlig det at være fodboldspiller… En levestil vi sammen havde haft som kærester og senere familie i over 10 år…. – noget der have givet så mange utrolige oplevelser både med op og nedture, som alle sidder meget varmt placeret i sjælen. – Men vi talte det kort igennem… og jeg kunne mærke, hvor afklaret han var… Det var bare det rigtige tegn på det rigtige tidspunkt. 8 dage før var der skrevet under på nyt kapitel…

Pludselig var der blot 8 dage tilbage af hans karriere, som professionel fodboldspiller… Han havde trukket trøjen over hovedet for aller sidste gang i sit liv… Den trøje med nr. 32 på ryggen… – som jeg slet ikke kan beskrive for jer, hvilken følelses af en blanding af stolthed og forelskelse, det giver inden i én som kæreste/kone… når man hører sangen “Én 32 – der er kun én 32..”  Jeg har tidligere forsøgt at sætte ord på, hvorfor det rammer mig sådan, når den synges…. Har dog opgivet…. – hvilket vel også fortæller lidt i sig selv – gør det ikke…?? 😉 Men var det nu sidste gang, at den sang var sunget… ??? Vores ældste søn, har heldigvis nået at få en masse oplevelser med, mens farmand spillede…. En oplevelse vi altid havde håbet at kunne give begge drenge… Men det nåede den bette så ikke…. Den sidste kamp var spillet… Et nyt kapitel for farmand og også for os skulle til at begynde….

Men først var der lige noget der skulle afsluttes…. rigtig…. og nøj hvor jeg gruede for den dag… I de 10 dage op til denne afskedskamp… som den jo hurtig kom til at hedde… Ja der skulle folk blot kigge på mig, og så væltede tårerne ud…. Så vidste at den dag på stadion… ville gøre ondt…. Har aldrig mærket manden min så nervøs, som han var den dag…. Til sidste måtte han bare køre afsted, selvom det var næsten en time for tidlig…. Han kunne bare ikke klarer det… og det kunne jeg heller ikke….

Havde samlet flere af vores venner, familie og dem med betydning for hele hans karriere forløb, som en overraskelse og glemmer aldrig den stemning, der var på tribunerne den dag… Det kan også være fordi at man selv, kørte i et gear, måske en anelse for højt… 😉 I kender det sikkert … måske lidt overgearet for hele tiden at holde sig kørende, fordi man ligger lige på randen til at bryde sammen i tårer. – Det var nok sådan jeg havde det… 🙂

Min mand sad på tribunerne, da han jo stadig var skadet…. Så faktisk var det dejligt at opleve det her, sammen med ham på denne måde, selvom jeg selvfølgelig meget hellere ville have ham på banen. 😉 Men der skete så meget til ære for ham. FC Midtjylland havde inviteret hele KIBÆK fodboldafdelingen til kampen, som tak til dem for at have dyrket rødderne den gang, da det var der han fik lysten til at spille – Da alle spillerne så gik på banen… var det så, at jeg måtte tage mine solbriller frem… (og kan fortælle, at på sponsorsiden – som var der vi sad den dag…  er der ALDRIG sol… ) Men allerede der kunne jeg ikke holde tårerne tilbage…. Spillerne gik ind… og ALLE mand bar et anførerbind, hvorpå der stod “C 32” … Min mand elskede hver gang han gik på banen og bar dette anfører bind til ære for sin hjerte klub og ledte holdet ind på banen…. Nu var det dem, der bar bindet til ærer for ham … Utroligt at jeg her et år senere kan stadig kan mærke de følelser – når jeg taler og nu skriver om det…. og ja ved godt, at det ikke giver mening, at en kone står og græder foran en masse mennesker… bare fordi hendes mand stopper i et job… for at fortsætte i samme firma bare i en anden stilling… som også er hans drømmejob…. – kan godt selv se det… men kunne ikke stoppe det…. 😉

Jeg kunne fortælle så mange ting om netop den dag… Alle de flotte flotte Tifoer der var lavet med “TAK FOR ALT”… og “LEGENDE” og hele den modsatte langside iklædt “BAK 32”; det 32. minut hvor der blev var en stående klapsalve i et helt minuttet på stadion, Trænere, holdleder og spillere ved bænken stod også selvom kampen stadig var igang, – ja selv alle kritikere … De havde alle øjene op på tribunen hen imod min mand …. Det er vel nok den største anerkendelse man kan få indenfor fodbolden… er det ikke.. ???

 

Og så kom det…. min mand skulle efter kampen for alvor hyldes…  og hele stadion selv modstandere og modstandernes fans blev på der for at være en del af det…. og at se ham løbe ned i sin fine habit men med sit anførerbind om armen og klappe, hoppe og danse foran mod de fans han altid selv har været fan af… – Ja Der var ingen tvivl om, at alle smerter i den nyopererede fod var helt glemt… 🙂 Bagefter gik han hele vejen rundt og klappede mod de ventende tilskuer og fans på tribunerne… Jeg synes selv, at jeg havde rimelig meget overskud… tror jeg havde forestillet mig alt dette inde i hovedet… Så intet overraskende og kunne derfor holde tårerne inde og smilet oppe. Da han kom til udebane sektionen kunne jeg ikke holde vores søn inde længere… Han ville så gerne ind til sin far… Jeg ville bare lige give farmand lidt tid til selv at nyde det… Hvilket han synes at have gjort så – så sendte ham ind i, det der  vidste sig at være den perfekte timing… 😉 For da han rundede hjørnet…. Startede sangen “THIS IS MY LIFE” med Kim Larsen i højtalerne… og en hyldest video blev vist på storskærmene… Ja videoen så jeg faktisk først dagen efter… for hvad ingen vidste var, at netop den sang betyder så meget for os… Et lucky punch fra dem der lavede den fine video… Men vi har så mange minder med så mange mennesker omkring KIM LARSEN…. og netop denne sang, sang min bedste veninde for os til vores bryllup…. Så da den startede…. Så jeg hvordan han måtte stoppe op, bukke sig ned og tage sig til hovedet…. i det samme nåede vores søn lige hen til ham og hjalp ham op igen….

I kan se videoerne her;

Hyldest Video…

Søn redder farmand….

– DER brød jeg sammen…. Det var alt for meget for en stolt kones hjerte og et smeltet moder hjerte på én gang… – så hvor var det heldig, at jeg så var omringet af så mange skønne venner og familie – der var taget fra den lange vej fra Pandrup, Herning, Ikast, Engesvang, Gjellerup, Viborg,  Silkeborg, København, Norge og ja Holland… bare for at være en del af dette… For kunne slet ikke skjule tårerne bag solbrillerne længere og hulkede virkelig… Hvor tit gør man lige det….  Altså hulker… ??? 🙂 Men i hvert fald var det rart, at man lige fik en arm eller en hånd på fra nogle, der alle selv stod med tårer i øjnene. For denne lange rejse der sluttede lige der for min mand og for vores lille familie… Den er der så mange der har været en kæmpe del af, så det var rart at netop nogle af disse var der netop denne dag, der jo både var endestationen på den lange rejse – men også startskudet på den nye…

Idag er det så en anden slags vigtig kamp…. hvor følelserne også vil være udenpå tøjet… Dog på en helt anden måde…. Meeeen tror nu ikke jeg kan lade være med at smile lidt hele det 32. minut og tænke tilbage på den gang for 1. år siden…. – Nøj hvor jeg stadig savner at se ham på banen… Men dagen, hvor det stoppede, skulle jo komme… og kunne ikke drømme om en bedre afslutning – Så vildt hvad klubben og fans havde lagt i det… Ved ikke hvor mange I kan komme i tanke om – men Tror ikke der er mange fodboldspillere, der er så heldig at få sådan en oplevelse med denne slags afsked og hyldest af og i sin hjerteklub…. Så det er jo egentlig ikke så meget at sige til, at man som kone/kæreste bliver så rørt af taknemmelighed og stolthed, når det så sker lige netop for ham man elsker aller mest… – er det det ?!