Bolden giver venner for livet…

Har I tænkt over, hvor mange af jeres bekendt- og venskaber egentlig kommer gennem fodbolden??? Bare på en eller anden facon – og så er det fuldstændig lige gyldigt, hvilken alder og hvilket niveau man er på…  Men det er vel også det der gør fodbolden – og sporten i det hele taget – så fascinererende.??!! Er det ikk’??!!

 

I lørdags blev det til en spontan Ladies Nigth Out med nogle af mine veninder, for at fejre min fødselsdag. Vi havde en super hyggeligt aften, med lidt godt at spise og så nogle fantastiske drinks. Igår var det dagen derpå, men det er som om at det findes ikke rigtig mere efter man har fået børn. Kender I det ???  Dagen kører bare som en slags hverdag i samme tommerum. – oveni er var det jo kampdag og for at det ikke skal være løgn så er der sket noget helt vildt, som gjorde at jeg skulle være bare sådan lidt frisk på stadionen. Noget jeg glæder mig så meget til at kunne dele med jer. Men I må vente lidt endnu… 😜

 

Men efter en bytur, sidder man altid og kigger fotos igennem – og pludselig slår det det mig at faktisk er det FODBOLD der netop har samlet lige netop den gruppe vi var afsted i lørdags. Én veninde, som jeg har fået gennem tiden på sidelinjen til vores søns bold – altså en anden Soccermom. Resten var veninder gennem tiden på sidelinjen med manden min. Altså SoccerWifeys. De fleste gennem tiden, hvor vores mænd har spillet sammen i FCM – men uanset hvor de spiller eller er i deres liv lige nu, så holder vi heldigvis sammen. Så selvom mændende kan være er konkurrenter på banen, er vi stadig tætte venner udenfor banen.

Jeg har modtaget en meget tankevækkende kommentar fra én af jer mødre, som slet ikke kan forstå det med holdsport og konkurrencen mod hinanden og magter ganske enkelt ikke fodbolden. Så hun gruer over, hvis hendes børn kommer dertil, at de pludselig ønsker at gå til det. Jeg synes, at det er så fedt at hun har skrevet, det har virkelig sat tankerne igang hos mig. For selvfølgelig kan man også have det sådan, det er bare så langt væk fra vores verden, at jeg slet ikke havde tænkt den vej.  Jeg synes bare at uanset, hvor jeg har været i mit liv, om det var som barn, da jeg som ung flyttede til en storby, i udlandet eller nu som mor, så har fodbolden altid givet et fællesskab. – og nu siger jeg fodbold, fordi det lige er det vi bruger i vores familie. Men ved at alt andet hold-sport eller blot interesse gør det samme. Vores søn gik i vuggestue/børnehave, som ikke tilhørte den skole han lige er startet på, men fordi han har spillet fodbold med drengene fra området, ja så er det jo, som om han har gået på skolen i evigheder, fordi han kender så mange, både store og små. Det samme med os.. vi kender jo mange flere forældre end vi gjorde i den institution, han har gået i 5 år.

 

Men derfor forstår jeg også, hvis man ikke er typen, der er til det sociale eller det konkurrencemæssige holdsport på den måde – For som mor, skal man ikke tage med sønnen eller manden for den sag skyld til træning og kamp, hvis man hvis man bare ønsker at sidde stille og roligt og kigge på. For der er altid nogen at snakke med .. så det er meget svært lige at gemme sig lidt. I starten inden Otto kom til verden, tænkte jeg, at jeg lige kan bruge tiden ved træningsbanen på at ringe dem man aldrig lige får ringet til. Den gik vist kun lige ét enkelt opkald…  🙈 Men det er jo også det der giver fælles – samt bekendtskaber – som udvikler sig til venskaber. De venskaber bolden har beriget os med er virkelig uvurderlige.

Jeg er sikker på, at der er mange af jer, der kan sætte jer ind i det, for det er vel, derfor at de lokale foreninger rundt omkring har så mange medlemmer og frivillige for den sags skyld. Jeg synes det er så fedt at høre fra jer og som her fra én som, havde det fuldstændig modsat end os. Det vigtigste er vel i bund og grund bare, at man gør det der føles rigtig for ens børn og sig selv – er det ik’ 😜 Moderen der havde skrevet, skrev også at hun var indstillet på at gøre sit til at blive en så entusiastisk fodbolmor som muligt, hvis det var fodbold børnene ville. Så jeg kan kun trøste hende med, at selvom at man ikke forstår konkurrence mennesker på den måde, så er fodbold meget mere end det – Jeg håber, at alle børn får lov til at prøve sådan et sammenhold og venskab det giver – bare gennem et eller andet – det er virkelig noget der varmer hos mig, som mor at se. Så mon fodbolden også overvinder hende, og hun måske endda ender med at blive én af dem, der kan høres på sidelinjen – Det håber jeg i hvert fald.