Jeg kunne se hans mund smilte … men i hans øjne pressede tårerne på… 

Den aller sidste dans gjorde ondt...

– og imens jeg sad der og betragtede min fodboldtosset søn danse rundt på scenen, sammen med nye og gamle holdkamerater – rundt omkring fra hele det danske land, som han har gjort de sidste 5 efterårsferier …

ja lige der gik minderne fra alle gangene pludselig gennem mit hovede i takt med at minderne poppede op på telefonen

– IDAG for 4 år siden – IDAG for 3 år siden… og IDAG for …

Ja Den der ramte hårdest, var IDAG for 2 år siden… Den gang, hvor han trods brækket ben ville møde op for at møde alle de fodboldglade venner fra hele Danmark … Men smerten var så stor – ikke i benet, men i hjertet, til at han ville blive der og se dem danse Efterårsferien ind – på den måde som kun PimPong kan gøre det. Vidste, hvor stort et ønske det var for ham at se det – men han kunne ikke…. og moderen her måtte virkelig bide sig selv i læben hele vejen hjem for ikke at begynde at græde, over ikke at kunne trylle og hjælpe sin søn, der sad der med krykker og benet i en kæmpe støvle, som en kæmpe klods der tog friheden fra ham – på en måde som ingen børn burde opleve…

Uden helt at sammenligne – var det nu lidt de samme øjne, som både smilte og græd lidt – I ved sådan, som kun mødre kan se hos deres børn.. Han var så stolt, da han dansede rundt deroppe på scenen med sine holdkamerater – der alle gav den fuld smæk for at imponere selveste

MELVIN Kakooza ….

og ja I læste rigtig – de dansede… og det var selveste Melvin Kakooza der skulle imponeres… 🙂

Jeg blev så rørt…. at selv, da jeg hørte navnet på den U9 spiller, som jeg slet ikke kendte blive råbt op, som Årets Spiller – kriblede tårerne ned af kinderne på mig… – og måske I så kan forestille jer, hvordan jeg dernæst reagerede, da jeg hørte navnet på en pige – som jeg rent faktisk kender – der blandt U9 blev kåret, som Årets Kammerat…

– Total Tudemarie… 🙂

Den gang for 15 år siden, hvor jeg mødte Pimpong og hans skønne kone for første gang…  var der vel ingen af os, der havde troet at, at de skulle få så særlig en betydning for vores søn…

Men de 3 første dage i efterårsferien har jo i flere år været et af årets højdepunkter for ham…

PIMPONGS TALENTSKOLE….

Jeg er SÅ FREAKING STOLT… og bukker mig i al respekt…  – For faktisk er der ikke mange der ved det… og tør jeg godt sige, at Pimpong jo er kendt på, at være den mest glade mand, men faktisk – var han den gang han lige kom til FC Midtjylland og Danmark, det mest SURE SPETAKEL, som min mand har mødt – Den gang han kom til Danmark fra Ghana, for at gribe chancen om at få en kontrakt som fodboldspiller –  Direkte fra forhold, som vi dansker hverken kan eller tør sætte os ind i….

Manden min kom dog hurtig frem til, at han ikke var sur – men det var Alvoren der lå i det, nærmest  “LIV ELLER DØD”, der lå bag det hele…. For blev der ikke skrevet en kontrakt med FC MIDTJYLLAND dengang, så ville ikke kun skuffe sig selv, ikke kun sin familie hjemme i Ghana, men også en hele landsbyen..

FULL FOCUS TO SUCCEED.

Manden min fortæller tit vores drengene om, at hver gang PIMPONG trådte i fodboldstøvlerne så tændte en helt særlig ildflamme i øjenene på ham…

Jeg har aldrig helt hørt historien om, hvornår og hvad der fik det store smil til at vokse sig så stort på den mest sure mand, men ved at et godt mix af taknemmeligheden i at få chancen og at kontrakterne lykkedes – Kærligheden fra Betina og ikke mindst en helt særlig omfavnelse af den danske humor, er en stor del af det…. 😉

Lige præcis det mix, giver noget helt specielt til børnene – og deribandt vores dreng(e) – der suger alt til sig af, hvad der gøres og siges……

FULD FOKUS og HÅRDT ARBEJDE….

Men også blandet sammen med glæde og en hulens masse Dans…

Den gang vi kom første gang i 2017, sad ca. 40 spillere – der iblandt min lille dreng på bare 7 år … Spændt omringet af de skønne efterårsklæde egetræer i smukkeste Hald Ege – En by, hvis vilde natur man altid bliver fuldstændig draget af …. I år sad der 104 spillere – nogle af havde kørt helt fra min barndomsby i det nordjyske – en havde endda kørt fra Frederiksberg … og hele 30 spillere sad stadig på ventelisten og håbede til det sidste…

Det mest fantastiske er at Uanset størrelse har hele setup’et været det samme – Der skal ILD I ØJNENE OG SMIL PÅ LÆBEN hos alle børnenen … og et professionelt crew og setup til at sikre, at de får det, via en masse fodbold først og fremmest – denne gang styret af hele 3 vilde trænere pr. gruppe, der også fører dem gennem en masse sprint test, coaching, foredrag med professionelle fodboldspillere  og ikke mindst dansen…. Som altid er det første der startes med hver dag … samtidig med at hver gruppe skal øve og fremlægge “Den aller sidste Dans”, der næsten altid slutter det hele af med fremføres, foran en gæstedommer med et meget kendt ansigt – denne gang Melvin Kakooza.

Men hvor kommer jeg til at savne – specielt at mærke den helt særlige glæde man mærker  den aller første dag , allerede når man drejer ind på pladsen…. Smilet på børnenes læber kommer helt naturligt, når de ser hinanden så fine stilet, som dresscoden kræver, mens de samles ved den høje musik med dunkende bass, hvor  både drengene og pigerne bliver ledt ad den røde løber … Dresscode; fordi spillerne skal selvfølgelig se fine ud, som når de profesionelle møder op …. Hvilket også bliver kvitteret med det legendariske foto med Pimpong for enden af den røde løber, inden de går ind og trækker i sort/gule tøjpakke…

Langs den røde løber står Trænerne i det stiveste puds og byder velkommen hele vejen – Helt frem mod enden – til manden med det store brede hvide smil står med åbne arme – og udråbet HEEEEL ÆRRRLIG 🙂

Uanset om spillerne er nye eller gengangere, så er omfavnelsen den samme..

Men til dig Pim…

og  hvorfor skriver jeg pludselig alt det her….?!!

Jeg er først og fremmest taknemmelig over, at du Pim har sådan en iver for at give en masse børn en fodboldglæde og samtidig smitter med de ildflammer du har, om at KÆMPE FOR NOGET man så brændende ønsker….

Men jeg skriver det også fordi, at der den 5.11 blev åbnet for næste års tilmeldinger til Pimpongs Talentskole i uge 42.

Ikke for at reklamere – for det klarer han og hans team helt fint selv, det taler sidste års udsolgte CAMP med 104 børn (og 30 på ventelisten) på kort tid, helt for sig selv …

Men mere fordi jeg tænkte, at, hvis der er nogle af jer derud, som overvejer at give jeres fodboldbarn en på oplevern’  i 3 dage af efterårsferien i 2022

– Så skal I ikke sige, at jeg ikke har givet jer chancen for at komme frem i køen nu….. 😉

Smider lige et link her,  hvis I vil læse mere om talentskolen og tilmeldingen

Her hjemme har vi nu en lille gut, der må vente bare 1 år endnu – og så skal jeg være på dupperne – I alle de 5 gange, på 4 år har han været med på “slæb”, som en 2’er nu engang ofte er – Der er ingen tvivl om, at han nu virkelig drømmer om, at det snart er ham der skal gå op ad den røde løber…

Han har allerede sagt, at han ikke vil gå efter pokalen, som bedste spiller – men som den bedste dans…..

– Så han glæder sig… 🙂

I alle de år vi har været der nu, har én jeg selv har spillet med i ungdomsårene helt oppe fra JETSMARK (9490 !! 😉 ), deltaget med hendes drenge… og ikke bare hende.. De har været et helt hold deroppe fra, som hvert år har lavet en ferie ud af det – Booket sig ind på hotel eller lejet et hus, og stået troligt og suget til sig som forældre – (når der ikke har været corona. 😉 – Men lige det synes jeg fortæller alt… For ja vi vil vel alle gøre meget for at give vores børn en oplevelse

– Men gentages det – og så så mange gange…

Så er det dælme dytme, fordi det er noget helt særligt…. ikk ??? 🙂