Det 32. minut..
Det 32. minut… er et minut jeg aldrig glemmer – til trods for at tårerne trillede ned af mine kinder hele minuttet igennem.
Jeg har altid haft en forestilling med, at mit lille univers her skulle starte, hvor det hele sluttede… Altså der hvor manden min havde sin sidste kamp som fodboldspiller – og ja så kan man jo egentlig også godt sige, at det var min sidste kamp som “fodboldfrue.”. Men uanset hvor ynkeligt det end lyder, så har jeg ganske enkelt ikke kunne samle mine følelser til det endnu….. selvom jeg har forsøgt et par gange… Ved ikke hvor mange af jer der har læst med fra start, men de af jer der har, har måske også læst dette indlæg…
Altså det med at græde, når ens mand skifter job… og hvor det egentlig gik op for mig, at det er meget svært for andre at sætte sig ind i… hvorfor jeg – der ellers ikke er let til tårer – græd flere dage i træk, da vi fik 10 dage til at vænne os til tanken om, at manden mins karrriere som fodboldspiller skulle slutte… og der ville blive lavet en stor afsked for ham til sæsonnens sidste hjemmekamp. Jeg tudede 3 dage, efter at den nye kontrakt blev en realitet… havde et par dage, hvor der var rimelige ro på følelserne og så begyndte jeg ellers 3 dage før hjemmekampen … den sidste kamp … den store afskedskamp igen…. Jeg kunne slet ikke bære bare tanken om, hvad der ville blive lavet for ham…. vi fik at bare informationen om, at det ville blive stort….
Jeg vil egentlig bare give jer en lille teaser video, som jeg tog fra tribunen i det 32. minut i kampen. Desværre var manden min så skadet og kampens resultat var så afgørende for sæsonens placering, så han afgjorde selv, at han ikke en gang ønskede blot at en plads på bænken med mulighed for at blive skriftet ind… Hellere nyde det hele fra tribunen… I videoen kan I se, hvordan hele stadionen står op og klapper og synger hele minuttet igennem… Jeg var så stolt og så knust samtidig.. Så svært at forklarer følelserne…. men måske det nærmeste ville være en slags hjerteknusende stolthed… giver det mening… ???!! 🙂 Tror også at I kan fornemme lidt igennem videoen, hvor svært jeg havde det med at se på manden min. Jeg havde det hårdt… men han havde det mindst lige så hårdt.. – at se så hård en mand, som jeg ellers ser til hverdag, den mand jeg elsker aller mest på hele jorden… og nu sad han og kæmpede med ikke at knække og give tårerne frit løb … hvilket jeg for længst havde opgivet og bare håbet på, at jeg kunne gemme mig bag de solbriller, jeg havde på, selvom der ikke var skyggen af solskin..
Hvad man ikke ser af videoen er at, da jeg lige havde slukket videoen, og kigger da ned mod bænken, opdager jeg et syn jeg aldrig glemmer. Alle inkl. trænere, ledere mm stod og klappede og kiggede op på manden min. Det var så hjerteskærende og det hele var den flotteste gestus og meget større end jeg havde forestillet mig… – og fansene sang Kristians sang “DER ER KUN´EN 32″… En sang der altid går lige i hjertet på mig… Det 32. minut blev det længste minut, som jeg bare forsøgte at nyde hvert sekund af… Kigge rundt og se et helt stadion klappe i et helt minut… og ikke bare et hvilket som helst minut, nej hele det 32. minut.. Kun for min mand og for alt det han har gjort og skabt… Han er og har altid været en meget frembrusende karakter, som de fleste der kender til fodbold har en mening om og enten elsker eller også hader de ham….. Jeg ved om nogen, at han kunne have taget mange andre valg i sin karriere, men han har valgt med hjertet hele vejen og vendte hjem og sluttede i sin hjerteklub…. Sådanne profiler er der ikke mange af i dagens Danmark.. og så må folk have de meninger de har…. For at stå der, hvor alle – kritikere , fans og udebanefans – klappe for at hylde ham.. Det var så vildt. Det er der ikke mange, der er så heldige at opleve… uanset hvor store profiler de er og har været – og uanset hvilken branche man er i… Men det gjorde min mand… Så bægeret med stolthed var fuldstændig overfyldt og samtidig, væltede de mange oplevelser og minder op, som han har givet mig først som kvinde og kæreste og senere som mor og kone og ikke mindst til hele vores lille familie… – Giver det bare lidt mening og en lille forståelse for, hvordan denne hjerteknusende stolthed følelse føles…?. 😉 Hver gang vi sidder på tribunen og jeg ser det 32. minut på tavlen, sidder jeg altid og mindes denne følelse og oplevelse… 🙂
Ja, håber det er okay, at I kun lige får et lille snit af den dag… faldt bare lige over denne video, og tænkte at jeg gerne vil dele den med jer….
Sidder her og tuder til en børnefødselsdag. Jeg stod selv i det 32. Minut med tåre i øjnene. Du skriver så livligt at jeg helt selv føler jeg står der igen og tager afsked med så fantastisk en spiller.