Det endte jo godt på og udenfor banen…

 

Klokken var 19.04, da den søde børnelæge sagde, at nu kunne vi tage hjem til far og storebror. Smilede bare til både hende og den fantastiske  sygeplejerske, der havde fulgt os hele dagen… De kunne jo ikke vide, at det netop var 4 minutter siden at kampen mellem FCM-AGF var gået igang og farmand, derfor sad i fuld gang med at råbe sit hold op. Men indeni tænkte jeg;

“FUCK,!!”

Vidste at det, at farmands navn blev nævnt, ville give ramaskrig hele vejen hjem i bilen.

Heldigvis indhentede udmattelsen hurtig gråden, over beskeden om, at farmand ikke var hjemme som lægen sagde. Men det havde også været en lang dag for sådan et lille pus, alle de tester aller de prøver og al den ventetid.  – Vil hurtig lige sige, at det ikke var sket noget alarmerende med vores lille guldklump, men der er selvfølgelig en grund til at de vælger at indlægge sådan en lille størrelse. Men han var dog så frisk, at han aller helst ville sidde i venteværelset, hvor al legetøjet var. – Et venteværelse som vi delte med en anden pige og hendes forældre, hvor faderen lige skulle smide med en kort bemærkning, så vi forstod at manden min var genkendt.  Dette par fulgte jeg lidt resten af dagen indtil de blev sendt hjem.

Så jo det stikker, da lige lidt i én, når man ser, hvordan de sammen sad der, som mor og far og støttede om sit syge barn – efter at manden min med de mest blandet følelser selv måtte forlade os pga. arbejdet.  Tror ganske enkelt ikke, at jeg nogen sinde har hørt om nogen i fodboldbranchen har taget en “Barnets første sygedag” – Selvfølgelig, hvis det er så livstruende alvorligt eller under helt særlige omstændigheder… – Men så er vi vel heller ikke under “Barnets første sygedag” mere – er vi ..  ??!! 😉 –  Det er jo en del af den livsstil og selvfølgelig også en del af så mange andre livsstile, hvor man ikke bare lige kan tage fri, selvom barnet er indlagt… Den del af livsstilen mærker man jo allerede, som kæreste, når man mødes – så som så mange siger – så vi ved jo, hvad vi går ind til, som mor… 🙂 – og det har intet at gøre med, at de vælger noget frem for noget andet… Sådan er det jo bare. Men det ændre selvfølgelig ikke på, at jeg godt lige kunne mærke, at jeg manglede én, da jeg sad der og kiggede på et andet par i samme situation. Tænker dog altid på, hvor svært det så må være at skulle være den, der præsterer imens ens barn er syg, indlagt ja eller alle andre lignende situationer.

Så nåede heldigvis lige inden kampstart, at skrive en kort besked til manden min om, at vi snart var på vej hjem, så han kunne sidde helt fokuseret på bænken – helt uden bekymringerne….. 🙂

Så det hele endte jo heldigvis godt… Både på og udenfor banen… 😉 

 

Bare lige lidt tanker fra mig… – Nyd jeres aften… 🙂