Far på barsel

Frustrationen

Alle, som er i et forhold, kender vel til det med, at man skal give og tage og lade hinanden få plads – for at man hver i sær kan udleve sine drømme. Dette gælder jo uanset, hvor man er i sit liv og i hvilke brancher. Derfor tænker jeg, at der sikkert er mange af jer der kan sætte jer ind i min situation, fra den gang jeg husker tilbage, som min kæmpe frustration.

 

Jeg glemmer nemlig aldrig den klump det gav i halsen, da manden min kom en aften, efter at have været i KBH hos sine agenter. 2 af de klubber, der var kommet med noget konkret og var interessante,skulle brainstormes. – Så da han kom hjem spurgte han, mens min veninde sad ved siden af mig; “Vil du så med til Holland??”  – Altså Selvfølgelig var det ikke lige dér spørgsmålet kom, for vi havde snakket meget frem og tilbage, hvad var bedst for ham, for mig, for os.  Men som jeg sad der, ved siden af min veninde, som er én af mine betydningsfulde veninder, fra min tid i Aalborg, ja det for alvor gik op for mig. Det var jo ikke bare et spørgsmål omkring min karriere, men hvad med mine veninder – min familie alt det man havde bygget op – for selvom alle var spredt ud i flere landsdele, ja så er der jo stor forskel på at køre en smuttur til et sted i DK end til et helt andet land. Men klumpen bestod også af en kæmpe portion spænding og sommerfugle, der baskede vildt med vingerne over alt det vilde der nu stod foran os og skulle ske.

 

migbold5

Til jer af jer der af læst mit indlæg om den gang, kontrakten med Heerenveen blev underskrevet – I ved hvad der så skete. Ellers kan I læse det her 

For da vi kom hjem fra den beskrevet ferie i det tidligere indlæg, ja så skulle jeg ligesom have lagt en plan for mig selv. Havde jo en måneds opsigelse, så selvom Kristian flyttede med det samme, havde jeg en masse der skulle afsluttes og pakkes ned. Fik talt med mit arbejdsgiver, som sagde, jeg bare skulle sige til, så havde de en stilling til mig på hovedkontoret i Amsterdam.

Jeg pakkede hele bilen op også min elskede Kat Nikita, der havde fået diverse vaccinationer og pas, for at kunne flytte med, var der. Så kørte jeg ellers afsted og det tog mig ca. 7 timer, at forlade mit gamle liv til at starte på mit nye – mit liv som den såkaldte “fodbold-frue”.

Den første tid gik stærkt, vi havde overtaget denne anden fodboldspillers hus, et rækkehus på 250 km2 fordelt på 3 etager – så det kriblede og krablede i mig for at komme igang med at ændre den lidt mørke hollandske stil til en lidt lysere skandinaviske stil. Nogle dage efter kom flyttelæsset og der var masser at se til. Heldigvis var der andre danskere og skandinaviske dernede – Jakob Poulsen (nu spiller i FCM) og kæresten (nu konen) Nina, boede allerede dernede, og Nina var rigtig sød til at få mig ind i det lille skandinaviske samfund, der var opbygget. Jeg har takket Nina rigtig mange gange siden, for alt det hun gjorde for mig den gang – hun har i hvert fald åbnet mine øjne for, hvor vigtig det er, at “de nye” føler sig velkommen i “gruppen.”

 

Pludselig efter alt var sat på plads – alle kanter af huset skinnede – der blev trænet alt det der kunne trænes -og vi havde, rigtig kliché-agtig, endda fået en hundehvalp, som selvfølgelig pyntede gevaldigt på alenetimerne. Men så RAMTE HVERDAGEN én… og jeg mærkede en vild frustration. Alt var slet ikke som jeg forestillet mig. Amsterdam lå 140 km væk, men med den tætte trafik der er i Holland, med 17 mio mennesker fordelt på et areal, der er på størrelse med Jylland, ja så ville jeg skulle bruge mindst 2,5 time – hver vej – hvis min plan med et job hos Bestseller skulle realiseres, eller et andet job – for fandt ud af at Amsterdam, var den by vi var tætteste på, hvis det skulle være et engelsktalende job, vi boede nemlig i et område, der ikke var så bekendt med Engelsk. Så hvis jeg skulle tilbyde en arbejdsgiver mine egenskaber på disse kanter, skulle jeg kunne beherske sproget. Hvad så nu??! Hvad med min karriere..og mit CV???

 

Derfor var jeg, de første 3 mdr af mit liv som udenlandsk dansker, virkelig frustreret. Kunne ikke rigtig slippe livet, arbejdet og ikke mindst mine veninder hjemme i Danmark. Så jeg tog turen rigtig mange gange i bilen til det danske – bare for ikke at gå glip af noget. Men mærkede også at hver gang jeg var hjemme og jeg talte med nogen, gik jeg med en lille frygt inden i mig om nogen på et tidspunkt skulle komme med spørgsmålet – “Hvad laver du så??”Hvilket nok er det mest almindelige venlige spørgsmål at blive spurgt om. – og håber ikke, at I misforstår mig, for selvfølgelig var jeg stolt over at være flyttet med min kæreste, som var fodboldspiller, men når man er et karriere mennesker, gav det en mærkelig følelse indeni. For på et eller andet plan følte jeg mig, som den HAUSFRAU, som mange forbinder med en fodboldspiller. – og til jer af jer der bare læst mit indlæg omkring FORDOMME, så giver det måske mening, at det for mig ikke var det billede, som jeg kunne forbinde mig selv med.

Men var jeg det ???? Ugens højdepunkt var helt sikkert – altså udover al det sjov, lir og de oplevelser vi havde i hverdagen – ja så var det når der var kampe. For på banen gik det virkelig godt.. Som jeg beskrev hans første træner i det hollandske, så var der ingen der skulle komme let til noget hos ham! Og som mange andre træner, ja så kender de intet til de spillere de får tildelt i transforvinduernes forløb – så er det bare deres opgave at få dem implementeret bedst muligt på holdet. Så Kristian skulle kæmpe for at komme på hold, men han tog virkelig kampen op og voksede helt vildt med opgaven. Han blev afprøvet på forskellige pladser på holdet, da træneren hurtigt fik øjnene op for hans vildskab  og lynhurtig havde han tilkæmpet sig som fastmand – og fansene elskede ham. Som én af de få nystartede fik han sin egen sang, som de sang under kampene, og der var mange bannere rundt om på stadionet, med DANISH DYNAMITE og et billede af ham. Så jo man sad jo virkelig stolt, som kæreste på tribunen og bare “åd” alt dette til sig. Kan ikke beskrives, hvilken følelse, det som kæreste giver i ens hjerte, når et stadion med 30.000 mennesker råber “BAK NIIIIIIIELSEN ååååhååååhh” – i et helt fremmed land.

 

kristian_bak_nielsen_5

Så var selvfølgelig ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg jeg havde truffet – skulle bare lige finde min egen hylde, hvilket så ikke var så let, som jeg have forestillet mig og DET var frustrerende. – og jeg tror faktisk, at det der var alt ændrende for mig, var i 1. advents, 4 måneder efter at jeg var flyttet derned. Det var på én af mine utallige ture hjemme i Danmark. JEG ELSKER JUL og I min familie har vi en tradition med flere familier, går rundt netop 1. advent og ser juleudstillinger i butiksvinduerne i forskellige byer og slutter af med en julefrokost. Så vi gik rundt og kiggede på vinduer, da manden min pludselig ringede. Jeg vidste, at de spillede kamp så mit hjerte hamrede, da jeg tog den, men han sagde hurtig, at der ikke var noget at være bekymret for, men han ville bare sige, at han lå inde og fik behandling, da han udgået med en skade – han var gledet ind i en betonvæg, som stod tæt på banen. En skade de først troede var i ballen, men viste sig at være en flækket knogle i foden, der havde taget fra i styrtet. Derfra var det virkelig, at manden min havde brug for mig, han skulle igennem en operation og et længerevarig skadesforløb, hvor klubben var så gode til at give en masse frihed under ansvar. Hvilket gav os mulighed for at tage på en masse oplevelser i det hollandske, en masse ture til DK og ikke mindst en spontan rejse til varmen, imens han havde foden i gibs og alligevel ikke kunne træne. Det blev ligesom vænnepunktet for mig, for jeg kunne se meningen med at kalde det et sabbatår, og lærte at sætte pris på det privilegium, at vi kunne nyde vores eventyr sammen, og startede samtidig med et intens sprogkursus, som klubben var så sød at stille til rådighed. (Så fedt at de også kan se vigtigheden for os kæreste/koner i at lære sproget og ikke kun spillerne.) Det gik op for mig, at jeg på ingen måde, blev mindre frustreret over ikke at stå ved det valg jeg havde taget. Som nævnt var jeg ellers én der var bevidst om min karriere og plejede at drejer til højre, hvis det var den vej jeg skulle for at gavne den, uanset hvad vej dem omkring ville;

Men nu havde jeg fundet en fyr, som virkelig fik mit hjerte til at overtage styringen og vælge at dreje en helt anden ukendt vej,  – en ensrette og ensporet vej, som førte til hans drømme. Drømme, der også blev til mine drømme, fordi vi havde valgt denne vej sammen.

Så var mit mål at få det bedste ud af det og startede med at lave små delmål for mig selv – hvilket hjalp mig og var en øjenåbner for alle de muligheder, der nu åbnede sig for mig i stedet. Men det er jo en helt anden historie – som I nok skal få.. Hvis I altså synes det kunne være interessant… Jeg håber, at I kan sætte jer lidt ind i de frustrationer jeg havde den gang og ikke misforstår hele min historie. – og til jer piger der sidder derude og måske kan nikke genkendende til denne situation, er min erfaring kun;

NYD JERES EVENTYR – pak frustrationerne sammen –  ikke mange får muligheden for sådan et udenlandsk eventyr!!! 

Derudover vil jeg gerne lige benytte lejligheden igen og takke fordi I læser med, hver og én varmer mere end I aner – I er altid så søde til at komme med kommentarer og spørgsmål og bliv endelig ved, for det hele er jo blot set i Bak-spejlet.

 

tex2

7 kommentarer

  • Anne

    Dit indlæg kunne ikke være poppet op på min fb på et mere belejligt tidspunkt 😊 Tak 🙏🏼 Det har lige reddet min dag og måske mere 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Anne
      Jamen det var en spændende kommentar ?! Men altid dejligt at høre man kan hjælpe. Håber alt går godt.
      De varmeste tanker fra
      DI

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda Hejlesen

    Sødeste – det her er et/en af de bedste pointer/indlæg, som jeg har læst – det er meget specifikt, alligevel spejler det en masse i andres tilværelse/situationer inkl min egen. Knus Linda

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej sødeste selv
      Hvor dejligt at høre – det var jo lige netop det jeg håbede folk kunne sætte sig ind i iforhold til jeres egen situation.
      Håber du og din dejlige lille familie har det godt

      Stort kram fra mig til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • MS

    Det er nemlig helt rigtigt. Der er bare så mange der danner det her glansbillede af, hvordan vores verden er, og måske ikke helt kan sætte sig ind i det. Mange tak, det vil jeg huske😁👌🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MS

    Puha, det er svært at indrømme, når man sidder i det, at det er sådan man har det. For selvfølgelig er det hårdt, men samtidig skal man også huske på, at man er sammen om det- og det er jo det vigtigste. Tak for endnu et fantastisk indlæg🙏🏼 Det er så dejligt at vide, at man ikke er alene om det, og at der er nogen derude, som VED at det ikke bare er en dans på røde roser🙌🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hvor er du sød – der er vist intet der er en dans på roser … men man vælger selv hvor meget tornene skal stikke… ik’ 🙂 Sig endelig til hvis du har noget på hjertet, eller måske skal have et lille fif til oplevelser i det hollandske 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvis du har noget på hjertet så skriv endelig...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Far på barsel