Er det okay at stille krav....???

Livet som “Træner-Kone”

Forstår det ikke, men der er jo faktisk ved at være gået et år siden, at jeg har tilhørt det så mange så fornemt kalder for “Spiller-kæreste”… 🙂 og i stedet trådt ind under den fine betegnelse; “Træner-kone”… – og skulle man gøre en lille status… Så vil jeg sige, at vores liv har taget lidt større ændringer, end vi nok lige havde forudset…. 😉

 

Én af de store er selvfølgelig det, ikke længere at kunne se manden min spæne rundt på banen, kaste sig ind i den ene vilde duel efter den anden…. Ja savner naturligvis ikke den frygt og de bekymringer man konstant sad med på tribunen, når det handler om skader mm. Men savner at se det vildskab han udstrålede, når han løb rundt på banen, den gejst han havde når han løb ned til fansene efter en kamp …. Den stolthed han gik på banen med anførbindet om armen, når han førte sit hold ind på banen ved kampstart…. og her taler jeg ikke blot om stoltheden i at være anføre, for jeg vidste jo, hvor meget hjerte han har for denne klub og alt det vi sammen har været i gennem på vores rejse i udlandet og hjem igen… Netop fordi det er og altid har været hans hjerteklub…. Derfor var det for mig meget tydeligt se, hvilken form for stolthed der lå i det for ham, at lede holdet for netop denne klub på banen.

IMG_6778

Derfor føler vi os også så priviligeret, at rejsen stadig ikke er slut, selvom manden mins karrriere som aktiv spiller måtte stoppe før tid pga en skade. Nu ses rejsen blot anderledes… og jeg sidder stadig på tribunen og varmer mig ved stadig at kunne se og hører ham råbe  fra den anden side af kridtstregen. Jeg smågriner, når jeg ser at han ikke kan holde sig siddende og han hopper og danser langs sidelinjen, selvom reglen er, at der kun er én træner som må stå op under en kamp…. 😉

 

Hos os er nr 32 stadig et tal med kæmpe betydning, og uden tvivl det tal vores største søn altid vælger . – og om han nogen sinde stopper med at vil have trykt “32 og farmand” bagpå trøjen det tror jeg ikke… Sådan vil det altid være for ham… Kan se på ham det gør ondt, når han ikke længere kan se ham, på holdfotos, i autografhæfterne eller bare rundt omkring, som en af profilerne…. Det er jo Hans stolthed..!!…  og selvfølgelig vil farmand altid være den største… !! 😉 Men er det ikke sådan hos de fleste drenge… Altså at deres farmand er de støreste….??  😉 Det eneste der kan gøre lidt ondt er at desværre nåede vores mindste søn ikke at få samme oplevelser og minder som storebror har fået gennem tiden, mens farmand spillede. Sådan som de fejrede en sejr sammen på banen.. og når en lille dreng løber hen til sin far med åbne arme iført samme mondering som ham… – Forskellen er bare, at der står BACH BAK 32 på den ene og FAR32 på den anden…. Det lyder måske lidt trivielt, men det er faktisk nogle af de største øjeblikke jeg husker tilbage på SOM MOR på stadionen, mens hans spillede….  Vores mindste søn var 6 mdr. den gang han så ham spille sin sidste kamp…. Men selvfølgelig vil vi gøre alt for at han alligevel vil få samme forhold til nr. 32 … 🙂

Superliga: FCM - BIF   Søn 20-07-2014 kl. 19:00 Hjemmehold FC Midtjylland  Udehold Brøndby   Kristian Back Bak (32) (FCM) jubler med sønnen Carl

Vi har altid været vant til at være styret at fodbolden, så det, at det er den der sætter dagsorden i vores lille familie, er jo slet ikke noget nyt. Den fylder blot meget mere end den plejer – I og med at det at manden min nu er træner, kræver det mange flere arbejdstimer end som spiller, hvilket mest mærkes i weekenderne … og ferierne… 🙂 Men der udover  skal du jo som træner – og familie – være måske endnu mere forandringsparate… Her er det tabellen og forventningerne du bliver vurderet på… og man har ikke længere den lille form for tryghed i længde af en kontrakt, som en spiller. Bare på de 3 år, hvor vi var i hollandske Heerenveen havde manden min rigtig mange trænere. Der var sågar en norsk træner der formåede slutte en sæson af med, at bliver pokalvindere – den første og stadig eneste pokal i klubbens historie… 5 kampe senere  i den næste sæson blev han fyret. Dagen efter flyttede han og hele hans crew – og deres familier væk. – og et helt nyt hold af trænere (og familier) flyttede ind.

traener

Tror også at det er derfor man ofte ser træner -familier i Danmark, have deres base et sted, hvorefter man finder den bedste løsningen frem og tilbage derfra.  Så vi vidste, at det var en chance at tage, da manden min byttede pladsen på banen ud med et sæde på træner bænken, nu når vi så valgte at flytte fra det sted, hvor vi netop havde opbygget en base for vores lille familie.  Det hele bliver måske anderledes, når vi får større børn … men tror nu, at vi vil gøre det igen, hvis muligheden opstod. – Selvom det ikke er mange km. vi er flyttet fra, hvor vi boede før. Så har det alligevel givet os så meget kvalitetstid sammen. Fodbolden er et familie projekt vi har sammen, og som træner kræver det, som sagt bare meget mere tid og fokus i klubben end førhen. Der er ikke blot træningerne, behandlinger og superligakampene og det konstant at forberede sig selv og sin krop til næste weekends kamp…. Den fritid og de fridage der førhen var – er nu blevet skiftet ud med, en masse forberedelse før, under og efter kampe og træninger, – en masse kampe skal ses udover superligaen, såsom U17+U19 – Reservehold, modstandere…. – og grunden til at vi valgte at flytte “med” lige på den her del af rejsen… Var netop muligheden for kunne opleve den sammen, som familie… Vi tager ofte over og ser en U19 kamp nu, det synes vores drenge jo også er sjovt- Så kan de jo se deres “pleje-bror” Aziz når han spiller…. 🙂 På den måde kan manden min giver den fuld gaz på sit job og sin uddannelse, samtidig med at han kan være den FAR med kæmpe stort F, som han er…

 

Så status som træner-kone er, at vi som familie mærker, hvad det vil sige, når fodbolden sætter dagsorden på den fulde tid…. 😉 – og at manden  min der før første gang siden han var 15 år, ikke skal have konstant fokus på, at have kroppen klar til næste kamp. Det har give os en helt ny form for afslappet frihed, som vi ikke før har haft….. 🙂  – og selvfølgelig er man som kone/mor mere alene end før… Men som alle andre familier, så finder man jo løsninger der virker for alle… gør man ik’ ?? 🙂 Ved godt jeg har sagt det før, men vi føler os jo bare så heldige, at manden min/farmand har et erhverv, der gør det muligt, at vi som familie kan “stå på sidelinjen” og følge ham så tæt på… Det er jo egentlig ret så specielt… og unikt… Men det er jo også det fodbolden (og sporten i det hele taget) er, unikt og fascinerende …. Noget der skaber følelser i og for så mange – på alle niveauer – fordi det uanset hvad giver oplevelser sammen… 🙂 …. Som hold, som klub, som fans, som frivillige, som sponsorer, som venner….. som familie… 😉

 

tex2

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvis du har noget på hjertet så skriv endelig...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er det okay at stille krav....???