Når det gør mest ondt….

Nogle gange gange er alt bare så ØV… at det gør rigtig ondt…. Ja det var en rigtig ØV dag i søndags… Et rigtig ØV resultat… FC Midtjylland tabte en kamp 0-3… En kamp de skulle vinde for at få Bronze og få at være sikret en plads i Europa… Det var ØV – men indrømmer at jeg sad i 76. minut og håbede at de ville score 2 hurtige mål…. Selvfølgelig fordi de skulle vinde… Men mest af alt, for at alle dem som rejste sig og gik fra stadion 15 min før tid – så ville kunne høre i radioen, hvilken spændende afslutning de så gik glip af… Tænk hvis folk ville lære at blive til sidste fløjt… Er det ikke det vi lærer vores små purker, når de går til fodbold –  At der ikke er noget, der er afgjort før sidste fløjt….

Men på den anden side så fodbold er følelser – hvilket i udlandet først vises efter det sidste fløjt med at Buhe, hvis man er utilfreds – …. Men i Danmark er det vel mere med en udvandring og stilhed… Så måske ville det bare være blå øjet at tro og håbe at det kunne være anderledes her på den jyske hede. Eller er det bare mig….. ???

Selvfølgelig er det okay at vise sin utilfredshed og frustationer… For med al den tid, hjerte og tillid man ligger i, det som fan, kan jo være så frusterende, når det så ikke lige går som forventet…. Men grunden til at der netop er så mange følelser i sporten, er vel, at det er mennesker, som alle andre der spiller fodbold … De ses på som en salgsvare – ja… Men de er ikke robotter… og de kan fejle og føle som alle andre… – og måske var der vel ikke nogle, der var mere skuffet og kede af det end dem i søndags…. – og selvom de nok aller mest havde lyst til at ligge sig under dynen og væk fra rampelyset… Ja så skulle de hive sig op til, at være midtpunktet til dette festlige arrangement; FCM AWARDS… – der var arrangeret efter kampen. Et arrangement som var en gentagelse af sidste års succes… med guld, glimmer og stjerner over alt – så man virkelig fik denne AWARDS stemning. Der var en kæmpe opbakning fra sponsorerene og lækker mad og drikke på borderne. Sidste år sad vi parvis rund omkring…. Denne gang sad alle spillerne samlet ved midter bordet… – med alles frustrerede og forventningfulde øjne rettet mod dem…. – Prøv så lige at finde en grimasse, der kan passe… Man må ikke smile for meget og heller ikke for lidt… For de sponsorer der nu var der skulle jo også have en skøn fest… Meeeen sådan er fodbold og selvom en meget fornem og trofast fan brugte sin humor til at pakke sin og vores andres skuffelse væk med … Det lykkes også rigtig godt… For det var nemlig Thomas Skov, der virkelig  gav nogle tørre tæsk med hans helt fantastiske jyske sorte humor… der fik grinet frem hos os alle og som nogle gange lige måtte forklares til mine norske og hollandske sidedamee… 😉  Men fejring af medaljen som hele arrangementet var sat op efter – var jo aflyst – så luften af den ballon, der kunne have givet den helt vilde fest og stemning, var ligesom væk….

Men det var jo en Awards-fest og nogle skulle fejres og så var der, nogle der skulle siges farvel til…. – og jeg ved jeg har sagt det flere gange… Men NØJ hvor hader denne tid… Tranfervinduet er ikke en gang ordentlig åbent før vi har sagt farvel til de første….. –  Jeg kan godt forstå, at det måske er svært for andre at se… Men for os er det ikke bare en spiller…. Der er så meget udenfor banen der giver denne familie-følelse… Så vi piger sad samlet ved et bord med tårer i øjenene.. Der skulle blandt andet siges farvel til én, som dengang stod med en halvt så stor mave som min, da hun kom til klubben… Jeg var højgravid med vores nr. 2 og hun stod spændt med en lille mave, og nogle måneder senere kom deres første lille prinsesse til verden…. Så lille Otto Egil og Molly har fulgtes ad… Ligget og sovet ved siden af hinanden på borderene i loungen under kampene helt som spæd… så kravlet og leget sammen… nu løbet rundt, kysset, krammet og holdet i hånd sammen….  Bette Otto Egil kigge langt efter hans lille første kæreste de næste mange gange han kommer på stadion… Hun plejer altid at være der…. Men ikke mere… Man kan med et lille smil håbe, at børnene ikke bliver lidt miljøskadet og tror at det er meget normalt, at man får så tætte venskaber og følelser sammen og så fra den ene dag til den anden ser man dem bare ikke mere…  For da vi gav den altid smilende Nadja, en sidste krammer…. Så vidste ved vi alle, at selvom man så gerne ville sige, at vi ses igen… så er chancerne så små…  At mødes i samme klub 2 gange, hører til sjældenheder og man kan ikke lige tage en weekend på besøg – der er jo altid kampe… og det ferie man har… ja det bliver brugt på rejse, familie og venner der bliver forsømt… Så når man står der og siger farvel…  Så er det også med en kæmpe portion misundelse over de sommerfugle, de har i maven over det nye eventyr der står for skud… Selvfølgelig er det hårdt, specielt når man har børn involveret og skulle rykke dem fra det ene til det andet sted… Men prøv at tænk at have muligheden for at kunne  give endnu en kæmpe oplevelse til – og med – sit barn… Et nyt sted – måske endda i et nyt land…. Det er jo helt unik gave… 🙂 … Men når man står der og giver det, man ved kan være det sidste kram.. Så er det ikke lige det man tænker på…. 🙁 En hel vil blive savnet i FCM.

Nogle gange er man heldig, at afstanden ikke bliver så lang… og vi har været heldige at have fået masser af glæde og fornøjelse af en andet meget speciel familie, som den gang for 3 års siden, da de stoppede i det midtjyske og rejste til AGF. Den rejse er nu slut for dem… og uvisheden om ikke at have dem tæt på længere er der… og den gør ondt…. Så denne uge er virkelig på alle måder, når fodbolden er værst… Bronzen tabt, afslutningsfesten aflyst, ferien for dem udsat, så vi skal på ferie uden farmand – Men for os bag mændende i fodbolden er nu det værste, det at sidde der samlet med pigerne, med visheden om at statistisk set ville der være 3 andre, som man egentlig også have burde givet det sidste kram… Men ingen ved hvem…. Den er skisme hård…

Jeg ved godt meget af dette er lidt en genganger af noget af, mine tanker for et halvt år siden og et også et af de første indlæg jeg skrev den gang for snart et år siden……..  Men det er jo bare tiden hver gang det forbandet Transfervindue bliver åbnet. –  Et transfervindue, som er den tid, hvor spillerne bliver købt, solgt og udlejet klubberne imellem… Fra den ene dag til den anden…. Rigtig mange drenge drømme går i opfyldelse i denne periode, men for os er det ikke bare spilleren der bliver kigget på… Men hele familien samt vennerne bag og de følelser og oplevelser man har i klemme sammen.. Den ene gode ting ved det er, at der oftes også bliver bragt nye medlemmer ind i familien i samme periode og det gør det spændende… 🙂  Men I fodboldens regi er venner bare til låns… det ved man… – Jeg vender mig bare aldrig til det – for det gør så ondt hver gang, man bliver mindet om det….. Derfor fylder det virkelig også meget i mine tanker, – hvert halve år… Så håber det er okay, at jeg fortsat vil dele ud af disse tanker med jer her… 🙂