“Sådan er det at være Drengemor…!!!”

Lige idet lægen sagde det, kunne jeg godt se, at han forsøgte ivrigt på at sluge ordene i sig igen, efter at han mødte mit blik, og så at min ansigtsfarve blev mere og mere rød… For hvad kan jeg lige bruge det til ????!!! .. Kan ikke holde til mere.. Frygter hver gang at telefonen ringer imens jeg er på job, at det er én fra instutioner.. Vil lige tilføje, at vi elsker de steder der passer på vores drenge – men første opkald kunne jeg høre min ældste søn skrige i baggrunden af smerte med sit brækket ben… Det næste var der dog stilhed i baggrunden, men endte med at vores yngste søn måtte en tur akut på operations bordet….

Hver dag, ligger der en stor bunke af grene i Bette O’s rum, når vi henter ham.. Han elsker at samle pinde – Nogle af dem er “skydere” til ham selv, andre er til Egon… Så det er jo lidt sødt og uskyldigt…. Meeeen selvom onsdagen startede med skønt vejr, og jeg faktisk var på vej min til at hente begge drenge, ja så tog dagen en voldsom drejning, da de ringede fra børnehaven… Bette O var faldet…… med en pind i munden… Lige det man altid frygter, men også tænker lidt – det sker ikke – DET SKER !!!!!!

Vi har aldrig prøvet, at vores børn skulle ligges i Narkose… Men har hørt om det – og det er rigelig…. Og kæmpe respekt til jer, der har prøvet det flere gange – For Hold nu k*ft hvor er det forfærdelig – De 50 min, hvor han var i lægernes hænder var de længste i mit liv… Alle mulige forstilinger og tanker flyver rundt… Jeg så alle de film for mig, hvor lægerne kommer ind af døren og ….

-Heldigvis denne gang, med en god nyhed…. Alt var nu  lappet fint sammen – Men det var heldigt, at pinden ikke havde været bare en lille smule mere spids – for så havde det været en helt anden form for operation….. – Den sidste sætning overhørte jeg fuldstændig – Hørte kun, at det hele var fint og at vi snart måtte komme ind til vores lille trold….

ALT GODT IGEN…. 

“Én is…!!!” Var det første han bad om… og derfra har alt bare været som før…. Fatter slet ikke, at vi har så seje drenge… Ja undskyld, men bliver sgu så rørt og stolt samtidig…

Der hjemme ramte den sidste sætning mig … og så ramte alvoren, der vendte følelsen af at være forfulgt at uheld til følelsen af at være sindsyg heldig og taknemmelig over, at der ikke skete mere !!!!  Der var alligevel én deroppe, der havde holdt hånden over ham…. og os….

Igår, kørte vi så turen igen til sygehuset i Holstebro (-Måske burde vi flytte til dertil – med alle de besøg …. Det er jo faktisk en vildt smuk og hyggelig by…. – altså det af det vi har set… 🙂 ) Men denne gang var det en blandet oplevelse – vi havde sat næsen op efter, at største sønnen Karl endelig kunne smide Gipset og tage begge sine sko på og gå ud derfra…. Men nej, de sidste 2 uger har helingsprocessen  ikke været helt som håbet, men gipset er dog byttet ud med en støvle – og der kom hønemoderen lige op i mig – for synes faktisk det var helt okay – var ikke så vild med den hurtige overgang  fra Gips til sko…. 🙂

Måske hører det til det at være, DRENGEMOR ???!!! – Men jeg magter virkelig ikke mere… Os mødres største instinkt er vel at beskyttet vores børn – men selvfølgelig også at gøre dem stærke og selvstændige – og Elsker jo at de er to drenge, der er i fuld galop hele tiden og udfordre sig selv motorisk – det må man jo på ingen måder klage over….  Men hader nu den følelse af at være magtesløs, når sådanne uheld sker – men at lige nu kører vi –åbenbart – fuld fokus på det at gøre vores drenge STÆRKE… og  ER ALT jo godt – og ja vi er jo alle sunde og raske –  så nu skal påsken ellers bare bruges på at fejre, at vores kvote af uheld er opbrugt – BASTA…!!!!!

Et lille påsketip – Pas nu lige på det med de pinde ikk’ !!!! Men det var der jo sikkert flere af jer, der kunne have fortalt mig…