Respekt til sporten – og Herning….

 

I søndags var vi til det, man uden tvivl kan kalde for Årets Fest… Vi var så taknemmelig da invitationen lå i postkassen, og alligevel en smule bange.. Bange for at sætte forventningerne så højt, at vi ville blive skuffet. Sidste år var første gang i mange mange år vi kunne deltage, det er nemlig altid samme weekend, hvor spillere tager på den berømte “bødekassetur” – og nu ved jeg jo at det er en af de ting, som manden min savner ved ikke at være spiller længere, så det er godt der er kommet dette kæmpe plaster at sætte på i stedet…. Altså et af de plastre der billedelig talt ville virke som en over drevet forbinding at sætte på en overfladisk rift… 🙂

Men vores bange anelser om for høje forventninger blev slået ned lige fra, da vi ankom på parkeringen…. Til trods for Jysk Bank Box er en stor byggeplads indtil Ishockey VM i Maj 2018, ja så har de stillet det flotteste lysende VELKOMMEN skilt helt ude ved parkeringpladsen, og en løber af gulvtæppe med fine hyggelige 3 armet gadelygter langs – altså dem som man forbinder med en af de koselige parker i London – sådan lidt gammeldages – men i kontrast op til den smukke box, (som I ved jeg er helt pjattet med – alt uden på og inden i )  Ja så gav det bare den varmeste velkomst allerede der.

Over alt var der flotte kjoler, og kendte ansigter – dem, som man lige er ved at sige “HEJ” til fordi man føler man kender dem, men når lige at bremse det, og nøjes med et forlegent smil… 🙂  – Forenden af den røde løber står alle journalisterne, og de ville selvfølgelig gerne snakke med manden min – som nød at være der på et tidspunkt, hvor det er sjovt, nu når de ligger i toppen og alle er glade…. 🙂 I mens tog jeg mig selv i at stå på tæer for at kigge over alle fotograferne – ikke for at lurer på dem der stod på den rødeløber… eller jo.. det var det jo faktisk – men mere fordi det er så sjældent, at man er til en fest, hvor ALLE bare har gjort noget ud af sig selv… og jo større jo bedre nærmest…. Bliver helt betaget af sådan noget… Sidste år var det Pernille Blume der stjal al opmærksomhed, det gjorde hun selvfølgelig også i år med sin smukke Guldkjole, men vil nu sige at hun blev overgået af en anden Pernille og hendes team – Nemlig Pernille Harder og Fodboldpigerne… Så fortjent…  og hvor feedt at se dem, når benskinner og fodboldstøvler var blevet skiftet ud med det finest puds… Ja sådan er det vel egentlig bare med alle, er det ikke…. ??! Altid specielt og lidt spændende at se, når folk kommer ud af det daglige billede.. Men det var vel netop også det der var hele licensen i denne fest… 🙂

Så snart man kom ind i salen, hvor vi nu vidste fra sidste år, at den store fest ville være bagefter… Ja så tro det eller ej, så bliver fokuset taget fra kjoler, habitter og butterflies, men i stedet fanget af en WAOW- følelse….. Nu har jeg været i de messehaller en del gange… og jeg kunne på ingen måde se, hvor jeg var eller fortælle, hvordan det plejer at se ud. Da man så gik ind i næste sal, bliver jeg endnu mere lamslået…. Vi havde bord nr 719…. 719… !!!!! og nej vi snakker ikke om 2 mands border – vi sad 12 personer om vores og helt tilfældigt (eller) kendte vi 2 andre par uafhængig af hinanden og resten kendte tydeligvis også hinanden og som aften gik – kendte alle hinanden… 🙂 Men prøv lige at tænk et arbejde de har haft bare om bordplanen…. Altså de må jo kende nærmest hver og én for at vide, hvem de skulle sættes sammen med… 2100 mennesker sad derinde og tør ikke tænke på hvor mange de havde til spisning inde i selve Boxen…. En aften, hvor man står og bukker helt i knæ for forskellige sportspræstationer med den dybeste anderkendelse og respekt. Men må nu også sige, at jeg som nordjyde, igen må sige RESPEKT til Herning, der er så detalje orienteret at intet er overladt til tilfældighederne, men alligevel på sådan en selvfølgelighed at stemningen blandt alt det her fine tøj, stilletter, butterflies, laksko, guld, bobler, gin og røde læber bare bliver så fantastisk afslappet, festlig og hyggelig på en god solid jysk facon… – og jeg var vist ikke den eneste der allerede ved bordet sad med den følelse… For da selveste George Sørensen gik på for at byde velkommen, takkede og hyldede han sporten på sin helt egen og unikke måde… En måde som gjorde, at han havde alle de 2100 personers opmærksomhed, og der var så stille at, da han fortalte om vigtigheden af sporten og dens betydning, og hvordan janteloven ikke må underkaste de personlige præstationer, der fortjente at blive hyldet den dag og i hverdagen…. Ja han havde så meget opmærksomhed, at da han sluttede talen af med……; “…Sporten…. i AL EVIGHED.. blev det sagt med sådan en undertone… at der stille fra os alle i kor blev svaret;

“AMEN” …

og så lød grinet ellers…. også fra ham selv… 😉 Så var festen ligesom begyndt… 🙂

 

Der er 2 ting jeg ærger mig over…. Den ene; FUCK hvor tiden gik al al for stærkt… Men det er jo ikke deres skyld… 🙂 Men den anden er, at ham som virkelig havde fortjent at være der og virkelig mærke den anerkendelse og hyldest, som hele festen og hele Danmark havde til ham…  – Han var der ikke… Mener selvfølgelig Victor Axelsen… Som fortjent blev vinderen af 3 priser… Så den fest var virkelig hans… – Tænker mere fra hans side, det må da være en flad fornemmelse bare at slukke det live-kamera han sad ved, for at opleve det.. og så var det bare det…. Håber da i det midste, at der var en masse omkring ham, der kunne fejre det med ham – bare en lille smule… 🙂 Heldigvis var en anden person tilstede, til at mærke den aften, hyldest og respekt han havde fortjent – Én person der har gjort lille DANMARK meget meget Større – helt helt alene… Nemlig Tom Kristensen… Eller nærmere KONG TOM, som jeg helt har lyst til at kalde ham… 😉

Da manden min og jeg skulle hjem, fulgtes vi med en af de store prisvindere ud… og nøj hvor satte han sit spor hos os. Der gik vi som det mest naturlige – tiltrods for at vi havde fået en god mængde alkohol i blodet… Han sad i sin kørestol og er medopfinderen af en helt ny idrætsdiciplin – RACERUNNING.. Glemmer ikke det de sagde under deres takketale. ;

“Selve det selv at kunne komme fremad er en af de helt store og første sejre i livet….”  

Noget vi andre nu tager forgivet i, men lige den sejr, kan for andre virke umuligt…!!! Under showet lå jeg xtra meget mærke til ham; Mansoor Siddiqi, fordi han lige tog rampen baglæns op på podiet i sin kørestol… SEJT tænkte jeg… og da vi gik der på vej ud… så gjorde han da lige samme endda ned af en zigzag gangsti – og med det største og varmeste smil… Foran sig var der én, som stolt gik med trofæet… Hvor er det sejt og hvor er det stort…  Bliver helt rørt når jeg ser sådan noget… Den største inspiration at have overskuddet til gøre så stor en forskel for mange. Jeg har efterfølgende læst, at de vil bruge de præmiesummen til at videreudvikle sporten til børn og unge…. Kan ikke sige mere end RESPEKT!!!!! – og næste gang jeg ser noget fra den RACERUNNING, vil jeg altid huske tilbage på det store varme smil…. – DE GJORDE DET SGU!! 🙂

I kan læse mere om sporten; HER

Der var også en helt anden slags HELTE, som fyldte meget i billedet – desværre… og endnu mere desværre tænker, man TAK fordi de gør det… For hvor er det forfærdelig, at det er kommet dertil, hvor synet af politifolk med de helt store geværer og skudsikre vest er det første og sidste vi så… Jeg bliver stadig en smule skræmt, men ingen tvivl om, at de er trænet i at virke på en måde så trygheden i stedet ramte én frem for frygten…

Jeg har efterfølgende snakket med en af fotograferne, som jeg kender… Troede han tog pis på mig, da han sagde jeg skulle huske at klippe mærkerne af min kjole… – Altså I ved den vaskeanvisningsmærke i siden…. Men nej kunne godt høre hans alvor i stemmen… FLOT LADY DI…  Nåh, men pyt SHIT HAPPENS 😉 – kan I få øje på det ??? Til gengæld vil jeg gerne takke POUL M i Herning Centeret, der var så søde at sætte mit hår…  – De ramte lige min stil og bedst af alt det holdte hele aften og natten … Hos mig ender det som regel i en hestehale sidst på aften, når det klapper mere sammen…. Så det er noget jeg helt sikkert skal gøre igen… !!!

 

Ja er ked af dette indlæg nu er blevet så langt, men der er bare så meget jeg gerne vil fortælle fra sådan en overvældende aften… Det er ganske enkelt en ære at være med til sådan et arrangement og udover det så er så dejligt, at have en aften kun med manden min. For selvom juleferien er familiernes tid… ja så skal man vel huske at pleje kærligheden og have rigtig kæreste-tid… også selvom man er mand og kone – skal man ikke …. ??? 😉

 

I kan læse indlægget fra sidste år her;  SPORTS GALLA 2016