Træneren har magten !!

Mange af jer har været så søde at spørge til, omkring det at være en stor familie i klubberne. Altså sådan som FC Midtjylland i hvert fald gør meget ud af at profilere sig. Jeg har været med manden min i 2 klubber – SC Heerenveen og FC Midtjylland og været så heldig at begge klubber hvis værdier ligger meget vægt på at være familie-klubber. Til de af jer der har læst med længe, har også læst mit indlæg omkring de kampe jeg havde med mig selv, da jeg lige havde mødt Kristian. Kampe omkring nogle fordomme om det at være “fodboldfrue.” – og tankerne om, at de mennesker der kiggede, alle tænkte, at jeg kun var sammen med Kristian for det han er og ikke for den han er – altså personen Kristian og ikke fodboldspilleren.

https://bachbak.dk/fordomme/

 

Så derfor gik der et lille år inden, at jeg turde at vise mig oppe i loungen hos de andre spiller-kærester/familier – og som jeg beskriver i indlægget, så blev jeg mødt af et kæmpe varmt kram, af den daværende sportschef Jens Ørgaards ex-kone Anitte Ørgaard. Et så langt og varmt et kram – som man kunne mærke at hun virkelig mente… Det kram sidder så dybt i mig, for tror ikke hun aner, hvad den velkomst har betydet for mig siden.

For selvom jeg har været heldig, at klubbernes værdier omhandler os piger/familie. Så har jeg i hvert lært og erfaret, at det er fuldstændig som på banen…

DET ER TRÆNEREN DER HAR MAGTEN.

Klubberne kan have værdier og alt andet, men de skal også have trænerne opbakning, ellers kan det tydelig mærkes på os der sidder udenfor. Da vi flyttede til Holland, havde manden min en træner, som var single og så dediceret til fodbolden, at familien og alt andet kom i 2. række. – og det lagde han ikke skjul på. Så vi piger blev ikke rigtig set som del af det hele og selvom jeg havde et okay forhold til ham, så fik man nogle gange fornemmelsen af, at han kunne føle, at vi var forstyrrende for ham og hans fremgangsmåde. Men han gjorde det på en varm og helt unik måde, for det var ikke sådan at man ikke følte sig velkommen.. Man følte bare ikke den her familie følelse. – og som nogle af jer måske husker er han en af de bedste træner Kristian har haft – så det gør ham jo ikke til en dårlig træner😋

Manden min har haft en del trænere igennem den tid vi har været sammen, så det har altid været spændende hver gang, hvilken form for værdier og holdninger de indeholder, når de kommer til klubben. Der har været nogle som nærmest har os med i alle planer, og laver arrangementer for os. Trænere som ikke bare kender os som kæreste, men også resten af familien. Trænere som holdte taler direkte til os. Men også træner som kun fokuserede på spillerne og spillet, men så havde en kone som tog sig af det sociale for pigerne. Trænere og trænerkone som virkede som et team og begge bakkede op om klubbens værdier – trænere som ønskede hotel ophold for spillerne dagen før kampene (også hjemmekampene), for at sikre at de fik den optimale opladning. – Ja har endda hørt om trænere som forbyder sex dagen før kamp 😉  –  Men uanset, hvordan de er/var så er der jo intet, der er mere forkert eller rigtig  – for det er jo kun træneren der har magten i, hvordan at han tror at gameplanen lykkes – og det har de alle min fulde respekt for.

Men det var netop også derfor, at jeg kunne mærke, at det blev det vigtig for mig (og heldigvis også de andre piger), at der blev skabt et fællesskab mellem os piger. Så vi ikke længere var , afhængig af klubben og ikke mindst trænerne. Vi var rigtig mange som kom fra udlandet – og vi var alle i samme båd. Vi sad alle langt langt væk fra vores venner og ikke mindst langt væk fra familie. Så selvom de fleste af os studerede eller havde småjobs, så var vi faktisk så afhængige af hinanden dernede, at vi ellers ville vi være helt ensomme, når drenge var væk pga. fodbolden – og den afhængighed havde vi jo uanset, hvordan træneren så på os. Et sammenhold, som jo egentlig lidt kunne sammenlignes med den afhængighed der blev opbygget på banen blandt spillerne. Vi var fuldstændig forskellige men uanset hvor man kom fra, og hvilken kultur og tro man havde ja så havde vi jo egentlig kun hinanden.

Ja kan da lige give jer en lille sød historie derfra; vi havde nemlig en aften, hvor vi var på casino…  – vi pjattede og grinede og hyggede, da nogle kom hen og var lidt nysgerrige på, hvordan vi lige hørte sammen, da de kunne høre alle de forskellige sprog som blev brugt iblandt os. Der gik det op for os, at vi egentlig havde samlet 8 forskellige nationaliteter sammen på en lille gruppe af 10 piger. Det er da unikt – og en oplevelse og sammenholds følelse jeg aldrig vil glemme.

Nu er vi jo så et “hjemlig” sted, og har været herhjemme i Danmark i 6 år.  Men jeg ved jo, at der også I FC Midtjylland er kærester/familie (og spillere), der sidder i sammen situation, som jeg gjorde da jeg var på “udebane.” – Så selvom jeg oftes har hænderne fulde med børn mm, når vi er samlet, så er det vigtig for mig i hvert fald at forsøge at bringe netop den følelse videre fra det varme kram med mening, som jeg den gang som ny i familien blev mødt af. Det kram der lærte mig en helt anden tilgang til, hvordan åbne arme kan hjælpe til følelsen af én stor familie – og hvor vigtig sammenholdet er – specielt for dem de der sidder langt væk fra deres “hjemlige” sted.

Jeg ved som sagt godt, at jeg skal være meget beæret og taknemmelig for, overhovedet at få disse oplevelser og at det, at vi som familie kan være så stor en del af manden mins job, og følge det så tæt på fr sidelinjen. For egentlig er det jo som hos alle andre, hvor man bakker op om sin mands erhverv – som han bakker op om mit. Men det er vel ikke det samme hos kontorjobs, smed, tømre eller lign. Så gør man vel ikke så meget ud af at være en stor familie – Ret mig endelig, hvis jeg tager fejl!!!!!???  🙂 Men som jeg startede så føler jeg mig i hvert fald heldig, over at have oplevet og stadig oplever disse følelser.

Jeg håber, at det giver lidt mening og lidt svar på spørgsmålene om at være en stor familie – set fra min side i hvert fald. – og husk nu endelig ikke at holde jer tilbage, hvis I har spørgsmål.