Varme tanker til de seje forældre…

Et helt andet indlæg, end jeg plejer… Men som jeg har skrevet, indebærer mit lille univers, de tanker og oplevelse, jeg som kvinde, kone og mor støder på.. Derfor får I her lidt meget personligt stykke af de moderlige tanker…

Optakten til vores weekend var helt perfekt… Mads Langer koncert torsdag sammen med skønne venner – og fredag, hvor stemningen var på sit højest i det lille hjem, med en udebane sejr.. Hvorefter en gruppe glade, festlige trænere dukkede op i hytten og fejrede sejren videre… 🙂

Jeg selv gik dog i seng, hvilket viste sig at være lidt heldigt, for allerede tidlig vågnede en lille dreng og var helt slap og med alt alt for høj feber. Han ville hverken spise eller drikke… og tog derfor videre til vagtlægen, der med det samme fik en portør til at hente ham og vi blev vist op til Børneafdelingen.

Nøj, hvor bliver man sårbar som moder, når ens barn har det sådan… og man slet ikke kan kende sin lille dreng… Hvor er den livsglade lille dreng jeg altid har set med det smukkeste glimt i øjene… Hvor er det smil og den latter, som er så smittende, og som går direkte ind i moderens hjerte – hver eneste gang.. uanset om det er bandit smilet – I ved sådan… “Jeg-ved-godt-jeg-ikke-må-men-jeg-gjorde-det-alligevel-smilet”.. eller blot smilet der kommer af livets små fornøjelser og begejstringer… Dem vi voksne tit glemmer at smile af…

Vi fik et rum, hvor han blev lagt i sådan en hospitals seng… Dem med tremmer hele vejen rundt… Dem der gav et syn, med ham i, så lille og hjælpeløs, som kun fik hjertet til at hamre endnu mere hos moderen… Dette var  jo egentlig bare er et signal om, at nu er han i trygge hænder, og både sygeplejsken og lægen, var så positive og glade hele vejen igennem – selvfølgelig med en vis respekt for situationen… Det er vel det man vil kalde for professionalisme…. For det var nok også nemt for dem at spore at mit moderelige hjerte sad aller yderst på tøjet.  Der skulle en masse væske til og de havde en anden form for drop, hvor det krævede, at jeg skulle give ham hver 5 min. HVERT 5. MINUT… Ville jo bare gerne give ham ro til at sove, for det gjorde helt ondt i mig, at hver gang han lige var faldet i søvn… skulle han vækkes igen… og sådan fortsat det i over 2 timer…. Men det hjalp… og nogle timer derefter, kunne vi igen tage hjem, og fortsætte proceduren – og smilet samt gnisten i øjet vendte helt tilbage igen… 🙂

“Heldigvis var det bare” væskemangel i vores tilfælde – og han er som sagt helt på toppen igen…  Men hvor sidder man og tænker mange tanker, når man er sådan et sted. Dejligt at bo i et land, hvor man har sådan et dygtigt personale, som dem der tog i mod os… Sygeplejsken ville tage sig af bette O imens jeg hentede bilen – der selvfølgelig stod parkeret aller længest væk. Da jeg kom tilbage sad de sammen og hyggede med at kigge på billeder inde på kontoret… og selvom han stadig ikke helt var sig selv endnu, så var det syn nok til at give varme i kroppen igen… Men, hvor sendte jeg så mange varme tanker til de seje forældre derude, der af en eller anden fuldstændig uretfærdig grund, bruger meget af deres tid på sådan en måde, at sidde håbefuldt ved siden af deres børns hospitalssenge gang efter gang, dag efter dag… Giver dem medicin klokkeslæt efter klokkeslæt.  Jeg kan på ingen måde beskrive, hvordan det måtte føles… For det er jeg helt ude af stand til… Men jeg håber, at de kan mærke alle de varme tanker jeg sendte og stadig sender om, hvor seje jeg synes de er, og al den respekt der vises herfra.