Vores 3. søn

Så er weekenden ovre.. og hold da lige op for en af slagsen – fyldt med hygge, besøg hos dejlige venner og masser af spænding i kampen igår.

Fredag er altid vores familie dag – sjovt at tænke på man selv kan huske, at man havde fredags hygge med fredags slik. Husker endda at min mor forsøgte at indføre fredagsfrugt i stedet for, hvilket dog kun gik et par gange. 😱😜🙈.  Jeg ved ikke om det er fordi, at man selv er blevet forældre at man virkelig ligger mærke til det nu – men har FREDAGSSLIK – altid været så stor en kamp hos diverse supermarkeder??? Vi har lige fået en Super Brugsen, ja nærmest i baghaven, og i flere måneder inden de åbnede imens de stadig byggede, så var der en kæmpe plakat udenpå med et billed af en lækker portion slik og teksten – “BLANDSELV SLIK 7.95 pr. 100g. – HVER FREDAG”. Men det virker da, for vi er da fast inventar om fredagen og møder sjovt nok tit de samme familier der. Men det er en dejlig måde at slutte ugen af på og starte weekenden. Man kan mærke på Karl Konrad, hvordan han glæder sig til denne dag. – og Ja vi alle forsøger at være tidlig hjemme og så skal der ellers bare hygges.

I fredags var det helt det samme. Karl Konrad havde fået lov til at komme med Farmand på job, nu når det var sidste chance før skolen starter. Men de havde taget Aziz med hjem. Aziz er vores “plejebarn” fra FC Midtjylland. Han kom til klubben i vinters og er flyttet fra sin familie i Stockholm og er blevet skilt fra sin tvillingebror for første gang nogen sinde. Et ungt talent der flytter til Ikast fra Stockholm med en kæmpe portion håb og tro, men også med en kæmpe portion savn. Da han her kun har sig selv og sine holdkammerater. Han blev 18 år her i sommerferien, så det næste år er virkelig vigtig for ham for. at han kan vise sit værd, ellers vil han blive sendt hjem igen.

 

Ja det er tuff, men jo sådan det er. Ikke kun for ham og ikke kun i Fc Midtjylland. – og her i Danmark er vi jo faktisk meget beskyttende overfor vores børn. DBU afslog et forslag fra FC Barcelona, som ønskede at lave et fodbold akadami her i DK, hvor de skulle optage børn helt fra 6 års alderen. Karl Konrad bliver 6 år i år. – og han vil da ELSKE at hoppe på sådan en fodboldskole – specielt hvis den har tilknytning til FC Barcelona. Men vil vi som forældre være klar til det … nej… og om vi vil være klar til at sende ham til et andet land, helt overladt til sig selv, når han bliver 15, nej det kan jeg lige nu, slet ikke forestille mig. DBU sagde nej, da de mente at børn ville få for mange nederlag, hvis de i en alder af 6 allerede skulle kunne håndtere at blive sorteret fra. Måske rigtigt – men vil det måske ende ud i at DANMARK i fremtiden vil være bagud, fordi at udlandene plejer/pacer deres talenter meget før vi i Danmark ????

I vores tid i Holland, gik vi til Hollandsk med en 16 årig svensk “lille” gut. Selvom han var over 190 cm høj, så var han stadig meget lille indvendig og meget langt hjemmefra. Han boede hos en hollandsk familie, hvilket gav ham en kæmpe ballast i form af at kunne sproget så hurtigt. Men vi tog ham mere og mere til os, da vi kunne mærke at han alligevel manglede lidt “familie-hygge”, som hjemme i det svenske, hvilket ligner meget det danske. Det gav os virkelig så meget tilbage og vi havde en kæmpe fornøjelse med det.

Kristian flyttede selv hjemmefra som 15 årig for at satse på fodbolden, dog kun fra Kibæk til kollegiet i Ikast. – og selvom det ikke er værre end, hvis nogen tager på efterskole et andet sted i landet, ja så er systemet i FC Midtjylland sådan, at man får tildelt en “værge-familie” alligevel. Et sted, hvor man kan søge tryghed, nogle som kan hjælpe med alt det praktiske, nogle som kan give nærhed og egentlig bare være der for en, der føler sig lidt ensom i et spil, hvor man jo er konkurrenter med ens venner/holdkamerater. Faktisk var det fam. Riddersholm, som Kristian fik tildelt den gang – altså den gang for 19-20 år siden. Til de af jer der ikke kender efternavnet Riddersholm, så var det træneren Glen Riddersholm, som Kristian havde i FC Midtjylland blandet andet, da de vandt det danske mesterskab – og til de af jer der kender navnet, men ikke kendte til denne historie – så forklarer det måske lidt, hvorfor de har sådan et “far/søn” forhold, som mange har kaldt det. – for det er jo egentlig, det de har været hele vejen igennem. Jeg lærte, dem at kende mens vi stadig boede i Holland, hvor Kristian og Glen selvfølgelig også havde meget kontakt Vi har haft så mange oplevelser med dem både på og udenfor banen. Derfor var det virkelig et hårdt slag for os, den gang de (familien følger med) stoppede i Fc Midtjylland. Men det ændrede på ingen måde på det forhold vi har med dem idag. Jeg har flere gange set et billede af en Kristian med helt sort farvet hår, der står med en nyfødt Camilla – deres ældste datter – i armene. Hun har i dag kørerkort og var vores chauffør, som hentede os til et bryllup i sommers. Det giver vist meget godt et billed af tiden sammen – gør det ikk’ 😱😜

 

 

 

Derfor ved vi jo, hvad det har givet os og Kristian som ung – og var derfor ikke i tvivl om, at selvom Kristian spillede, ville vi gerne hjælpe en ung gut så meget, som vi kan. Aziz har været hjemme på sommerferie, så så ham for første gang i 3 uger i torsdags til kampen på stadion. Og at se den glæde og begejstring, der var hos selv lille Otto, da han så ham, var virkelig hjerteskærende. Han smilede over hele hovedet og hoppede over til ham. Selv når Aziz er her snakker han meget i telefon med hans familie, specielt hans bror. Så ingen tvivl om, at savnet til familien stadig er der, og selvfølgelig er det det, for vi skal ikke erstatte dem på nogen måder. Men at se ham lege/spille bold med KK – der suger alt til sig fra ham af tricks mm. hvorefter de slænger de sig i sofaen til disneysjov – Ja – Det varmer mig, for det betyder, at han føler sig hjemme, som vi håbede, at han ville komme til og vi har givet ham lidt af den familie-hygge-følelse. som vi kan bidrage med. Lørdag skulle han være klar til en vigtig træningskamp – mod FCK. En kamp manden min selvfølgelig skulle se, da det jo U19 og derfor næste skud på stammen. Hvem ved måske vil de to blive de næste “far/søn” der står med pokalen i hånden sammen. Det er selvfølgelig kun hårdt arbejde fra Aziz og tiden der vil vise – men indtil da, er vi bare glade for at kunne føle at vi bidrager lidt til at hjælpe ham udenfor banen.

 

Jeg ved, at der er rigtig mange familier, der hjælper på denne måde, hvilket jeg synes er så fedt, – ved endda der er mange der har flere spillere af gangen – stor respekt til dem for det arbejde de gør. Specielt nu når man selv har børn, tænker man, hvilken trøst det vil være, hvis det var ens egne. – Som jeg skrev før tror jeg ikke, at jeg vil kunne lade dem flytte, når de er 15, men det vil jeg nok heller ikke, selv når de bliver 30 🙈🙈😜

Hvis der er nogle af jer der hjælper nogen på denne måde, så må I endelig gerne skrive eller kommentere. Det kunne være så fedt at høre jeres historier.