Bænkevarmere…

I onsdags spillede FC Midtjyllands U19 hold på MCH Arena, da de i Uefa Youht Leuage skulle spille mod en svær modstander i Anderlecht. En kamp manden min selvfølgelig skulle ud at se, og da Aziz, vores plejesøn, skulle spille, så lavede vi en familie tur ud af det, hvor vi dog fik lille Otto passet.

Kampen var kl 19.00 og tisse koldt, og alligevel var der mødt ca. 1600 mennesker op – hvilket jo var helt sindsygt flot. Vi fik da også underholdning til den store guldmedalje. Den store koncertshal Jyske Bank Box, der ligger lige ved siden af, var proppet med mennesker, som ventede på at selveste VOLBEAT, skulle gå på. Tror nu, at det var opvarmningsbandet, der var på i den tid mens kampen blev spillet, men i hvert fald kunne bassen både høres og mærkes i sæderne… – blev da en smule misundelig på, at man ikke lige selv havde en billet… 🙂

Der var også masser af underholdning på banen, for de unge gutter vandt 3-1… Så det midtjyske fodboldakadami, fik da virkelig vist sig rundt om i verden, hvor de sidste år også nåede langt i denne turneringen.

Så der er klart, at alle de unge drenge havde set så meget frem til den kamp, inklusiv vores Aziz. Karl Konrad satte sig godt til rette og kiggede rundt på banen for at se, om han kunne finde Aziz – og pludselig kom han frem, men fra bænken, hvor han rejste sig fra, for at løbe ned i den anden ende for at holde sig varm, sammen med 2 andre. Karl skyndte sig ned og gav ham en highfive… Dejligt at se det kæmpe smil der kommer frem hos dem begge, når de ser hinanden. Dog var det så tydeligt at se skuffelsen i Aziz’ øjne. Jeg tror at 90 % af de spillere der sidder på bænken er så skuffet over at sidde der. Det er nok kun dem som kommer med på et “wildcard”, som eksempelvis de unge spillere der kommer med superligaen, som virkelig bare håber på, at de for chancen for at vise deres værd. Resten af nogle, der er skuffet over at sidde der, og måske så frustreret og uforstående over ikke at være blandt de 11 startere, i bund og grund fordi at sporten jo er fyldt med “vindere.”

I den tid jeg har været sammen med manden min, har jeg virkelig beundret og samtidig haft ondt af dem som sidder på bænken. Man skal virkelig være lavet af noget specielt, for ikke at lade sin skuffelse og frustrationer skinne igennem. Deres stolthed bliver knækket på det groveste og alligevel skal de bare gribe chancen, når de så får den, og samtidig have en stor portion holdånd. Det må være så hårdt… den psyke de skal have ikke bare for holde sig kampklar op til kampen, men også kapere sin egen frustationer og udnytte dem til noget godt. Det må være så pisse hårdt og noget der virkelig tærer på én.

I tiden i Holland havde Kristian en træner, som først satte holdet, når de mødte ind 1,5 time inden før kampstart. Det vil sige, at de oveni hatten skulle gå og lade op til kamp og samtidig være uviden om de fik dommen, som bænkevarmere eller ej – Selv på manden min kunne jeg se og mærke, hvordan det påvirkede ham helt vildt… – han blev så frustreret – selvom han egentlig var en rimelig sikker mand i holdopstillingen. Han prøvede dog nogle gange, hvor han blev sat på bænken i et par kampe – og jeg indrømmer jeg var så rasende og så arrig, at jeg altid måtte se kampen, lidt væk fra de andre piger. Specielt med afstand til familien til ham som spillede i stedet – og ja jeg sad og frydede mig, hver gang han lavede en fejl og nu da manden min spillede i forsvaret, var det jo bedst, at der gik en masse mål ind, mens han sad på bænken – og ja tænkte endda også YES, hvis de tabte, hvis han ikke var på banen. Så ubehøvlet og egoistisk… I know… men sådan havde jeg det virkelig.

Så tænker altid tilbage på de kampe, hvor jeg fik disse ondskabsfulde arrige følelse op i mig pga. frustrationer over, at manden min ikke spillede, selvom han var top fit. Nu var vi flyttet helt til Holland, væk fra venner, familie, job og trygheden – så skulle han ikke bare sidde der på bænken – og da slet ikke i stedet for ham den anden fyr – ja altså tænkte jeg virkelig. 🙁 Da det hele blev vendt om, og manden min startede og den anden fyr på bænken, ja så rykkede jeg tilbage min vanlige plads – men forstod nu den anden spillers families skæve smil, når jeg kiggede på dem. Som om man på en eller anden måde kigger på dem, som en slags konkurrent, uden at man har noget imod personen(/personerne) sådan på det personlige plan… Totalt barnligt.. Men sådan var det virkelig.

Så derfor har jeg den dybeste respekt for de, som sidder på bænken – og for Målmændende for den sags skyld. De må jo have 20 x så mange frustrationer som jeg, der jo bare var kæresten. Det samme gælder for Aziz….. Han er en virkelig en VINDER, som største delen af det hold. Så må jo blot forsøge at holde hans hovede oppe, og minde ham om, at det kun gør dem stærkere at sidde der – altså netop at lærer at bruge sine frustationer positivt i stedet. – Så at se, hvordan han samt de andre fra bænken, fløj ud af udskiftningsboksen og jublede helt vildt sammen med hele holdet, da de scorede, mens han ikke var inde… Det var så fedt !!! Det var jo netop det, selv jeg ikke i stand til, bare som kæreste af én på fra bænken.

 

Han kom ind sidst i kampen, og kunne næsten mærke hans puls helt oppe på tribunen. FEDT… og det der var endnu mere fedt, var at hans rigtige svenske familie også var på tribunen. Dersværre fik vi ikke muligheden for at hilse på dem, men kunne forestille mig, at der også sad en nervøs men stolt familie og kiggede. Jeg sad i hvert fald og var helt stolt da han kom ind, så tænker på, hvis det var en af vores egne rigtige sønner der skulle ind og spille for så mange mennesker… Det er da STORT uanset, om man starter på bænken eller ej… 🙂

 

Måske lyder det lidt overfalddisk måske endda egoistisk også hos nogen af jer… men mon ikke, at der er nogle af jer der ude, der kan sætte sig ind i de følelser, som jeg fik – hvis jeres søn, kæreste eller anden bliver fravalgt frem for en anden – kan I ikk..??