De små successer..

Jeg har skrevet flere gange, omkring den form for special træning, som vores ældste fodboldtosset søn deltager i. Konceptet TopScorerKids hos Peter Johannesen, der er så simpelt og effektivt – hvor disciplin virkelig spiller ind. Mellem 1,5-2 timers fuld koncentreret træning fra alderen 5… og du hører ikke et kvæk fra de små gutter = Kun fokus… Jeg er så imponeret, og forstår godt at forældre køre langt vejs fra for at få denne træning – som har fået så meget succes at den udvides til andre dele af landet.  Drenge der virkelig VIL fodbolden samles her…. For det er det, der er tilfældes, ingen sidder ingen kigger på blomster, bier eller mister koncentrationen, – og intet ondt ord i det, for selvfølgelig skal der være plads til det i denne alder…. Men her er det fokus og intensitet fra start til slut… og når slut så lyder…  Så kommer legen frem i dem der igen afslører deres alder…. 😜 og det synes jeg virkelig er så imponerende og tankevækkende – da det vel fortæller lidt om den alder også godt kan håndtere den form for disciplin…

 

Sidst vi var der, var der en ting som imponerede mig rigtig meget…. Et lille nyt tvist i træningen. KK har nu været der i lang tid, og glemmer aldrig hvor irreteret og direkte frustreret han var dengang når det startede… Der startes nemlig altid med at JONGLERE.. Hvilket er en disciplin de bliver vurderet og målt på, og de skal foran Peter – træneren – tage et vis antal jongleringer + et vis antal skud i hjørnehullerne for at rykke op i næste trin. Så det er en stor del af træningen…. og i starten kunne KK tage 7… og som den yngste i gruppen skulle han tit og ofte være den ene, der når gruppen samles skulle sige at hans max var 4 eller 5 og rekorden blev ved de 7… mens mange i gruppen var oppe over de 20…. man kunne virkelig se hvor meget det generede ham…. – og selvfølgelig er det demotiverende..

Nu er han ikke længere én af de yngste og koderne er så småt knækket… Men jeg ser så meget “ham” i de nye og ikke mindst mig selv i forældrene… Forældre der prøver at opmundre sønnerne gennem nettene… Jeg har sådan en lyst til at gå hen og ligge en hånd om dem. De kan se, hvordan drengene bliver mere og mere frustreret, når det ikke lykkes dem med enten jongleringerne eller skud i hjørnehullerne….. Man står nemlig helt og får helt ondt i forældre-hjertet, når man ser frustrationen – men at sige noget til dem under træningen er ikke kutymen her!!!… Ved ikke, om I husker, da jeg skrev om hvordan jeg aldrig glemmer første gang KK var til træningen… og Peter delte dem op i efter en øvelse i “Taber-” og “vinder rækker”…. Mit moderhjerte var ved at løbe ind på banen og tage om min lille søn, for alle ved vel, hvor meget de HADER ordet TABE i den alder…?!  Men til min store overraskelse gik vores lille søn bare bag om i køen, uden at trække en mine….

Her er alt bare helt anderledes…. Egoister er vel et stort ord at bruge i så ung en alder… Så måske en slags samling af “vinder-ego’er”, kan man kalde dem, som bliver lukket ind i et “bur” og så er det, som om man med respekt for andre løfter alles niveau. Sidste gang kom der et lille tvist på træningen…. Der skulle udfordres på jongleringerne – Så imens nogle spillede kamp, blev andre sat sammen og 2 og 2…. Først tænkte jeg “Åh nej dog…” For der var tydelig forskel på jongerfaringen i de sammensatte par… Men så skulle den der tog flest, kun bruge det dårlige ben.. og så skulle der dystes igen…. og at se, hvordan de pludselig var på samme niveau, og hvilken motivation det gav til dem begge på en helt anden  måde – det er jo bare de små successer der gav dem forståelsen for  – ØVELSE ØVELSE ØVELSE…   Der er en tanke bag alle detaljer- specielt i at træne deres styrker og styrke deres svagheder…. Via en simpel måde med at fokusere på sig selv ved at bruge hinanden… – og selvom mange kender hinanden på kryds og tværs af landet efterhånden, så smutter de nye nemt ind… For så længe at der er en bold, og lysten stråler ud af dem… Så er der bare en form for leg på et helt andet niveau her…. Tror egentlig bare det er de nye forældre der lige skal falde til … 😉  At se ens barn under så meget disciplin, og det at der her ikke er kutyme lige at støtte til ud over i pauserne… Specielt når de slår sig kan man se, at forældre er vandt til at springe ind til dem rundt om i klubberne… Heller ikke det er kutymen her, hvor det er trænerne, der træder til med den kærlige støtte…  Men forstår dem fuldt ud – har jo selv været der 😉 Men igen må jeg bare sige, at nok er det disciplin først og fremmest, men den glæde og begejstring, der stråler ud af alle de drenge, når de ser hinanden til træningerne.. og den fokus, koncentration og vilje de viser i de 1,5 time og så igen de legende drengerøve der kommer frem efter træningerne… Ja det fortæller vel at de er SÅ klar til den form for disciplin… 🙂

 

Ja der løb det lige løbsk for mig igen og blev endnu et halvlangt indlæg… beklager 🙂 Men har bare læst så meget om os Curling-forældre for tiden, hvilket der jo helt sikkert ligger meget i … Jeg kommer hver gang til at tænke på netop TOPSCORERKIDS koncept…( LÆS MERE HER  ) exNår ordet bliver nævnt… For ikke bare det, at der er så meget disciplin, men lige så meget det, at alle forældre står og kigger og søskende bliver slæbt med… og det at overlade sit barn helt til en træner uden lige at blande sig med “stikbemærkninger” fra sidelinjen – er tydeligvis en øvelse for alle – inkl. mig selv…. 🙂 – og I må ikke misforstå mig i forhold til at vi sætte store krav til vores søn i form af hans efternavn og denne træning. Slet ikke… Vi har vel bare den holdning, at når de finder interesse i noget, vil vi gerne støtte dem så meget som muligt også ved finde veje til udvikling – Lige nu er det tilfældigvis fodbold, men ændre det sig.. Vil vi have samme indstilling… Selvfølgelig bare sjovere for os, når det er noget vi også kan bidrage til og ikke Skak eller Bueskydning… Så vil vi nok blive udfordret lidt… men det tager vi med… 😉

Hvordan gør I…?? Synes I det er okay, at der kommer lidt disciplin indover eller føler I det er for tidlig en alder til den slags..??? Ved godt, at det altid er et lidt ømt emne at komme ind… 🙂