Nu er det vel nu....

Frustationen og eventyret…

Alle, som er i et forhold, kender vel til det med, at man skal give og tage og lade hinanden få plads – for at man hver i sær kan udleve sine drømme. Dette gælder jo uanset, hvor man er i sit liv og i hvilke brancher. Derfor tænker jeg, at der sikkert er mange af jer der kan sætte jer ind i min situation, fra den gang jeg husker tilbage, som min kæmpe frustration.

Igen er jeg ked af, hvis det virker som lidt genfortælling for nogle af jer, som har været så søde at læse med fra starten… Men får løbende flere og flere spørgsmål om lige de her ting… Så tænkte det måske er okay, at gengive historierne for jer der er stødt til hen af vejen, fra den gang fodbolden virkelig overtog min hverdag – og mit hjerte… og dermed også alt det, der følger med på….. godt og ondt… 🙂

 

Jeg glemmer nemlig aldrig den klump det gav i halsen, da manden min kom en aften, efter at have været i KBH hos sine agenter. 2 af de klubber, der var kommet med noget konkret og var interessante,skulle brainstormes. – Så da han kom hjem spurgte han, mens min veninde sad ved siden af mig; “Vil du så med til Holland??”  – Altså Selvfølgelig var det ikke lige dér spørgsmålet kom, for vi havde snakket meget frem og tilbage, hvad var bedst for ham, for mig, for os.  Men som jeg sad der, ved siden af min veninde, som er én af mine betydningsfulde veninder, fra min tid i Aalborg, ja det for alvor gik op for mig. Det var jo ikke bare et spørgsmål omkring min karriere, men hvad med mine veninder – min familie alt det man havde bygget op – for selvom alle var spredt ud i flere landsdele, ja så er der jo stor forskel på at køre en smuttur til et sted i DK end til et helt andet land. Men klumpen bestod også af en kæmpe portion spænding og sommerfugle, der baskede vildt med vingerne over alt det vilde der nu stod foran os og skulle ske.

 

For da vi kom hjem fra den beskrevet ferie i det tidligere indlæg, ja så skulle jeg ligesom have lagt en plan for mig selv. Havde jo en måneds opsigelse, så selvom Kristian flyttede mandagen efter ferien, havde jeg en masse der skulle afsluttes og pakkes ned. Fik talt med mit arbejdsgiver, som sagde, jeg bare skulle sige til, så havde de en stilling til mig på hovedkontoret i Amsterdam.

Jeg pakkede hele bilen op også min elskede Kat Nikita, der havde fået diverse vaccinationer og pas, for at kunne flytte med, var der. Så kørte vi ellers afsted. Det tog mig ca. 7 timer, at forlade mit gamle liv til at starte på mit nye – mit liv som den såkaldte “fodbold-frue”.

Den første tid gik stærkt, vi havde netop overtaget denne anden fodboldspillers hus, et rækkehus på 250 km2 fordelt på 3 etager – Det kriblede og krablede i mig for at komme igang med at ændre den lidt mørke hollandske stil til en lidt lysere skandinaviske stil. Nogle dage efter kom flyttelæsset og der var masser at se til. Heldigvis var der andre danskere og skandinaviske dernede – Det var dér, vi lærte Jakob Poulsen, der spiller i FCM og kæresten (nu konen) Nina, da de allerede var dernede. Nina var rigtig sød til at få mig ind i det lille skandinaviske samfund, der lidt var opbygget. Jeg har takket hende så mange gange siden, for alt det hun gjorde for mig den gang – hun har i hvert fald åbnet mine øjne for, hvor vigtig det er, at “de nye” føler sig velkommen i “gruppen.” – og tænk – at vi her 11 år siden stadig følges ad… Noget, som er ret usædvanlig i fodboldverden… 🙂

 

Pludselig efter alt var sat på plads – alle kanter af huset skinnede – der blev trænet alt det der kunne trænes -og vi havde, rigtig kliché-agtig, endda fået en hundehvalp, som selvfølgelig pyntede gevaldigt på alenetimerne. Men så RAMTE HVERDAGEN én… og jeg mærkede en vild frustration. Alt var slet ikke som jeg forestillet mig. Amsterdam lå 140 km væk, men med den tætte trafik der er i Holland, med 17 mio mennesker fordelt på et areal, der er på størrelse med Jylland, ja så ville jeg skulle bruge mindst 2,5 time – hver vej – hvis min plan med et job hos Bestseller skulle realiseres, eller et andet job – for fandt ud af at Amsterdam, var den by vi var tætteste på, hvis det skulle være et engelsktalende job, vi boede nemlig i et område, der ikke var så bekendt med Engelsk. Så hvis jeg skulle tilbyde en arbejdsgiver mine egenskaber på disse kanter, skulle jeg kunne beherske sproget. Hvad så nu??! Hvad med min karriere..og mit CV???

 

Derfor var jeg, de første 3 mdr af mit liv som udenlandsk dansker, virkelig frustreret. Kunne ikke rigtig slippe livet med mit arbejdet og ikke mindst mine veninder hjemme i Danmark. Så jeg tog turen rigtig mange gange i bilen til det danske – bare for ikke at gå glip af noget. Men mærkede også, at hver gang jeg var hjemme og jeg talte med nogen, gik jeg med en lille frygt inden i mig om nogen på et tidspunkt skulle komme med spørgsmålet – “Hvad laver du så??”Hvilket nok er det mest almindelige venlige spørgsmål at blive spurgt om. – og håber ikke, at I misforstår mig, for selvfølgelig var jeg stolt over at være flyttet med min kæreste, som var fodboldspiller, men når man er et karriere mennesker, gav det en mærkelig følelse indeni – som en klump der strammer sig sammen i maven. På et eller andet plan følte jeg mig, som den HAUSFRAU, som mange forbinder med en fodboldspiller. – og til jer af jer, der bare læst mit indlæg omkring FORDOMME, så giver det måske mening, at det for mig ikke var det billede, som jeg kunne forbinde mig selv med.

Men var jeg det ???? Ugens højdepunkt var helt sikkert – altså udover al det sjov, lir og de oplevelser vi havde i hverdagen – ja så var det når der var kampe. For på banen gik det virkelig godt.. Som jeg beskrev hans første træner i det hollandske, så var der ingen der skulle komme let til noget hos ham! Og som mange andre træner, ja så kender de intet til de spillere de får tildelt i transforvinduernes forløb – så er det bare deres opgave at få dem implementeret bedst muligt på holdet. Så Kristian skulle kæmpe for at komme på hold, men han tog virkelig kampen op og voksede helt vildt med opgaven. Han blev afprøvet på forskellige pladser på holdet, da træneren hurtigt fik øjnene op for hans vildskab  og lynhurtig havde han tilkæmpet sig som fastmand – og fansene elskede ham. Som én af de få nystartede fik han sin egen sang, som de sang under kampene, og der var mange bannere rundt om på stadionet, med DANISH DYNAMITE og et billede af ham. Så jo man sad jo virkelig stolt, som kæreste på tribunen og bare “åd” alt dette til sig. Kan ikke beskrives, hvilken følelse, det som kæreste giver i ens hjerte, når et stadion med 30.000 mennesker råber “BAK NIIIIIIIELSEN ååååhååååhh” – i et helt fremmed land – allerede efter få måneder…

 

kristian_bak_nielsen_5

Så var selvfølgelig ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg jeg havde truffet – skulle bare lige finde min egen hylde, hvilket så ikke var så let, som jeg have forestillet mig og DET var frustrerende. – og jeg tror faktisk, at det der var alt ændrende for mig, var i 1. advents, 4 måneder efter at jeg var flyttet derned. Det var på én af mine utallige ture hjemme i Danmark. JEG ELSKER JO JUL og I min familie har vi en tradition med flere familier, går rundt netop 1. advent og ser juleudstillinger i butiksvinduerne i forskellige byer og slutter af med en julefrokost. Så vi gik rundt og kiggede på vinduer, da manden min pludselig ringede. Jeg vidste, at de spillede kamp så mit hjerte hamrede – Min største frygt var altid, at se hans nr. ringe under en kamp… Det kunne jo kun være, hvis der var sket noget så forfærdelig at en fra klubben, ringede for at fortælle mig det. og ja han havde haft en soloulykke på banen…  En skade de først troede var i ballen, men viste sig at være en flækket knogle i foden, der havde taget fra i styrtet. Derfra var det virkelig, at manden min havde brug for mig, han skulle igennem en operation og et længerevarig skadesforløb, hvor klubben var så gode til at give en masse frihed under ansvar. Hvilket gav os mulighed for at tage på en masse oplevelser i det hollandske, en masse ture til DK og ikke mindst en spontan rejse til varmen, imens han havde foden i gibs og alligevel ikke kunne træne. Det blev ligesom vænnepunktet for mig, for jeg kunne se meningen med og gav mig selv lov til at nyde et sabbatår, og lærte at sætte pris på det privilegium, at vi kunne nyde vores eventyr sammen, og startede samtidig med et intens sprogkursus, som klubben var så sød at stille til rådighed. (Så fedt at de også kan se vigtigheden for os kæreste/koner i at lære sproget og ikke kun spillerne.) – og startede på et fjernstudie, som ikke krævede mig så meget i det danske. Det gik op for mig, at jeg på ingen måde, blev mindre frustreret over ikke at stå ved det valg jeg havde taget.

Men nu havde jeg fundet en fyr, som virkelig fik mit hjerte til at overtage styringen og vælge at dreje en helt anden ukendt vej,  – en ensrette og ensporet vej, som førte til hans drømme. Drømme, der også blev til mine drømme, fordi vi havde valgt denne vej sammen.

 

Den dag idag – mange mange år efter, tænker man selvfølgelig bare.. Hvad filan tænkte jeg på…. 😉  Jeg skulle jo bare have nydt det endnu mere…. Men på den anden side det er vel sådan nogle bump på vejen man lærer af – og bliver formet af…. Uanset hvad er det er vel om at finde en fælles vej i et forhold – i en familie… Så mon ikke nogle af jer kan nikke genkendende til sådanne bump – der egentlig bare giver så meget mening bagefter…. 🙂

Til jer piger der sidder derude og måske kan nikke genkendende til denne situation på en eller anden måde, er min erfaring kun;

Smid frustrationerne væk – og kig op – nyd det eventyret lige foran dig !!!…. 🙂  

og igen Tak… Tak  fordi I læser med, hver og én varmer mere end I aner – I er altid så søde til at komme med kommentarer og spørgsmål og bliv endelig ved, for det hele er jo blot set i Bak-spejlet.

 

tex2

2 kommentarer

  • Bettina Toksvig Jahn

    Kære Diana

    Det er altid en fornøjelse at læse hvad du skriver👍
    Bliv endelig ved 😊
    Go weekend
    Hilsen Bettina

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvis du har noget på hjertet så skriv endelig...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu er det vel nu....