Græder I, når manden skifter job ??

-Det gjorde jeg… – flere dage i træk…  Men er det normalt ??? Her har I lige en lille historie, om de hektiske dage, hvor manden min satte underskriften på et nyt kapitel ikke kun for hans karriere, men også for vores lille familie;

 

Det var onsdag og Kristian ringede, mens jeg sad hos en veninde;

” – Der er sket det vildeste …. Men ingen må høre det…!! ” Så sidder man der og ved, at fordi manden min taler pænt højt 🙂 , så havde både min veninde og hendes kæreste hørt det. Jeg vidste derfor, at jeg ikke kunne skjule det på nogen måde og måtte sige til ham, at jeg ville ringe, når jeg gik hjem. Han fortsatte og sagde bare ”- Det er SÅ vildt….! ”

 

Der gik selvfølgelig ikke langt tid før, at jeg var på vej hjem, så jeg kunne få beskeden at vide.

” – Priske (den forhåndværende ass. træner) har sagt op, og de vil have mig som Assistent Træner … Lige nu…! ”

 

Der nåede, at gå så mange spørgsmål og billeder igennem i mit hoved. Hvad nu hvis foden bliver klar igen, så har du jo flere år i dig ??!! Men da alt det var talt igennem, vidste jeg jo godt at beslutningen ikke var så svær, for det var jo drømmejobbet, han lige var blevet tilbudt – en stilling han var forberedt på at skulle kæmpe sig op til, når karrieren, som fodboldspiller, var slut. Nu fik han springbrættet til den direkte vej. Det svære var bare at tage beslutningen, om at stoppe karrieren allerede nu.

 

Jeg var på gåben hjem og det passede med, at Kristian kunne samle mig op. Bilen er fyldt op med diverse autostole, så jeg satte mig bag ham og lagde hånden på hans skulder – der blev helt stille og tårerne fik frit løb hos os begge.

 

Torsdag blev de sidste ting forhandlet på plads, og fredag blev der sat en underskrift på et helt nyt kapitel både i Kristians karriere, men også i vores liv.

Fredag skulle Kristian så sige det til vores søn Karl Konrad, men han kunne ikke gøre det uden at begynde at græde. Lille Karl spurgte bare stolt – ”jamen, er det så dig, der skal bestemme, hvem der skal spille ???” Hvilket jo kun gav et smil på vores læber.

De efterfølgende dage skulle folk bare kigge på mig, og så kom tårerne frem. Jeg fortalte det til et vennepar (selvom det var en top hemmelighed, indtil at alt med Priske var på plads – men jeg måtte bare ud med det)  og igen kom tårerne selvfølgelig frem, hvortil de sagde – ”Det der, er bare så svært at sætte sig ind i for os…” – og først der tænkte jeg over, hvad det var jeg gik og gjorde. – For de har da så meget ret, hvor mange ville lige gå og græde over at deres mand fik tilbudt en ny stilling – i samme firma – ja endda hans drømmejob ???? Ville nogle af jer gøre det ??? Man burde jo bare være ovenud lykkelig på ens mands vegne – og tro mig det er jeg også. Men det er så svært at forklare, hvorfor det selv lige nu, når jeg skriver det her, hiver så mange følelser op i mig – og jeg ville ellers kalde mig for en stærk kvinde, der normalt ikke er let til tårer.

 

Det var og er stadig mest tanken om ikke at skulle se ham på banen længere. Jeg elsker og er fascineret af folk, hvor passionen for, det de laver lyser ud af dem, og så er det ligegyldigt hvad de arbejder med – det er da eksempelvis så fedt at høre og se en kok eller tjener, hvor det skinner igennem, at de elsker – og kan deres kram, det kan gøre hele mad-oplevelsen mindst 20% bedre.  Jeg bliver i hvert fald drevet af folk, som man kan mærke brænder for noget … og det har gjort mig så stolt, hver gang jeg har set manden min på banen. Vi har snart været sammen i 10 år og han har altid spillet med hjertet og det har altid været nemt at se og mærke. Selvfølgelig kommer han nu bare til at gøre det, ban brænder for på en anden måde. Så der hvor det virkelig rammer er når, at der bliver blandet børn ind i det. Heldigvis har vores søn på snart 6 år, nået at få fantastiske oplevelser sammen med ham som spiller – og at se den glæde, der er hos dem begge, når de løber rundt inde på banen sammen efter en vundet kamp i hver deres trøje med nr. 32 på ryggen. Det går lige i en mors hjerte og DET KOMMER JEG SÅ MEGET TIL AT SAVNE – Men det er ingen hemmelighed, at vi jo havde håbet på, at der nåede at være 2 drenge, der løb rundt med FAR på ryggen – den oplevelse når vores Bette Otto Egil ikke at få.

Men, som I kan se, så skete hele dette på blot 2 dage – 2 dage havde han til at tage nok den sværeste beslutning i hans karriere. Under 24 timer havde vi som familie til at tage stilling til, hvad sådan et liv havde af betydning for os – og ville vi få det til at fungere? Alle sagde, at det vil blive noget helt andet og vores kære familiefar ikke ville være meget hjemme længere. Men det er jo svært at mærke før, man er i det. Dernæst var der flere dage i tavshed, inden det så kunne blive offentliggjort – og det var min største bekymring. For den onsdag han ringede, var der kun 10 dage til sidste hjemme kamp – sidste kamp i sæsonen .. Dermed 10 dage tilbage af hans karrierer som fodboldspiller. Mit eneste ønske var blot, at klubben ville nå at melde det ud, så fansene havde en chance for evt. at forberede den afsked jeg vidste, de ønskede at lave for ham –Det fortjente de – det fortjente han!

En afskedsdag, som jeg allerede der frygtede, for jeg vidste den ville blive hård.

 

I fodbolden går det stærkt og ja familierne, de må blot følge med, så godt de kan – og det er jo svært ikke at involvere sig i den man elskers job. Måske tænker I det samme som vores venner – at det er svært at sætte sig ind i -men nu har jeg i hvert fald forsøgt at blotte mig – håber det giver lidt mening.  Ville I blive følelsesmæssigt ramt, hvis den I lever med skiftede job ??? Der er jo heldigvis flere brancher med følelser, så det kunne være hyggeligt at høre. Husk endelig at skrive kommentar og spørgsmål, hvis I lyster.