Hjem til Danmark…

Sad og kiggede på billeder og tænkte tilbage på dengang, vores liv nok har taget den største drejning…. Så ville lige dele den med jer… 🙂

Vi havde boet i Holland i 3 år og manden min havde endnu et år tilbage af sin kontrakt. Vi elskede at være der, elskede landet, elskede menneskerne omkring os… – Og så havde vi udenlandske piger i klubben det mest unikke forhold… Vi var der virkelig for hinanden uanset hvilket land og kultur vi kom fra. Vi sad alle i samme båd og havde alle valgt at rejse langt langt væk fra venner og familie for at støtte vores kærester i deres drøm om et udenlandsk eventyr. Den dag idag hører vi tit, hvor unikt det var og at klubben faktisk ikke har haft det før eller siden. Så det er jeg så taknemmelig for, at det lige skulle ramme ind i vores tid i Hollandske Heerenveen.

 

Men husker hvordan vi denne sommer brugte meget af hans ferie i DK.. Mest fordi vi var i den lykkelige situation at næste gang vi kom hjem igen, så ville vi være 3. Jeg var nemlig højgravid og vores første søn lå og sparkede rundt inde i maven. 🙂  Vi havde været i parken og se FCM tabe mod FCN i pokalfinalen. Havde aldrig været i tvivl om, at manden min stadig havde et stort hjerte for den klub. Men efter at mærke hans reaktioner efter kampen, gik det virkelig op for mig. Det var jo nærmest som om han selv havde spillet den, så nedtrykt var han.

Bagefter tog vi til det jyske, hvor vi blandt andet var på besøg hos Fam. Riddersholm, som var manden mins værge fam. fra dengang da han var 15 år og flyttede til Ikast kollege på sin første kontrakt hos FC Midtjylland. En familie der altid har været hans… og nu også min…2. familie. –  Til de af jer der ikke genkender efternavnet Riddersholm, kan jeg sige at herren af den familie; Glen, siden da har opbygget sig en karriere som fodboldtræner, og var på det tidspunkt Assistent træner i FC Midtjylland. Så selvfølgelig gik snakken pokal finalen, klubben mm – og her mente Glen, at de ville komme til at mangle en leder, og slyngede ud…; at det kunne være sådan én som manden min… Hvilket vi blot grinte af…

 

Nogle dage efter gik vi og pakkede bilen, for at kører tilbage til det hollandske – pludselig ringede telefonen, og det var agenterne… FC Midtjylland mente nu alvorligt, at de ville have manden min hjem. Vi blev helt paf og kiggede på hinanden. Vi talte det første stykke af vejen hjem mod Holland…. Men så var der ellers stilhed bagefter. Vi sad begge blot og stirrede ud i luften… og helt uden at kigge på hinanden, vidste vi at tankerne hos fløj rundt;

 

Var det virkelig nu…. ???

Var udenlandsk eventyret slut…???

Hvad med alt det der nu var blevet bygget op ???

Hvad med vores lille søn …??? Skulle han ikke blive det internationale barn, som vi havde glædet os til alligevel …??

Var det farligt for manden min at vende hjem ???

Ville han savne at spille for 15.000-50.000 tilskuer hver weekend ??

Ville han kunne klare det pres, der ville komme, som den hjemvendte ??

Var hans og vores udenlandske drømme udlevet…???

 

Det var lidt for meget for mine hormoner, og ved godt jeg ofte har skrevet, at jeg normalt ikke er let til tåre… Men her var det bare som om en bombe pludselig sprang foran os, som gjorde, at vi måtte tage en drejning, vi slet slet ikke på nogen måder var forberedt på.

Jeg vidste, at manden mins største drøm var at slutte hans karriere med at vinde titler i hans hjerte klub. Så håbet var selvfølgelig den vej, men havde jo ligesom regnet med, at der i hvert fald lige skulle én kontrakt mere til, inden dette skulle ske – Han var på det tidspunkt 28 år, og lang fra færdig med hans karriere. Men måske var det det med at han skulle være far… I hvert fald var han begyndt at tænke og tale meget om, hvad han ville efter fodbolden. Hele hans liv havde jo altid drejet sig om fodbold, og han vidste det var det han skulle og gerne ville videre indenfor. Man har jo kunne følge flere, hvor det at stoppe, var noget helt andet – Nok mest fordi man i tiden som fodboldspiller havde man været vant til kun at havde fokus på én kamp af gangen. Derfor kunne jeg mærke, at det betød rigtig meget for ham, at dette tilbud fra hans hjerteklub var en 5 årig kontrakt, med mulighed for trænerjob i klubben efterfølgende… Så selvom jeg lige der aller helst gerne ville blive og elskede det vi havde, og satte store skemaer op i hele huset med for og imod – Jamen så var det svært for mig at modsige ham… Så måtte blot give efter – for I må endelig ikke misforstå mig –  jeg var  jo også vildt stolt over ham… De ønskede ham jo ikke blot for hans kvaliteter på banen, men tilbudet var jo mindst ligeså meget pga den person han var. – Større anerkendelse kan man vist ikke få 🙂

Husker at det var en torsdag, hvor beslutningen blev taget og “vi” takkede ja til stoppe vores udenlandsk eventyr og rejse tilbage til Danmark. Jeg havde nu 14 dage tilbage af min termin – og ja hormonerne hoppede og dansede helt ustyrligt. Weekenden forinden, havde vi fortalt det til vores venner i Klubben og holdt en fest, hvor der blev grinet og grædt.. Vi var lidt heldige med, at der lige var en handel der skulle gå i orden med en anden spiller, der skulle sælges i FCM, før at han måtte komme hjem og vise ansigt. Ellers skulle han have været i det midtjyske dagen efter – altså om fredagen, og dermed overladt et hus på 250 km2 der skulle pakkes ned til mig – og nåh ja … så var der jo så også lige det med, at jeg jo egentlig kunne føde når som helst. 😉 Men heldigvis fik han “lov” til først at vende hjem mandagen efter. – Hvad jeg ikke vidste var, at mine familie og veninder fra DK og  Holland, havde længe arrangeret en stor Surprice Baby Shower fest for mig netop denne fredag. Så pludselig var huset fyldt med de mennesker jeg elsker aller mest – som alle var spændte på, om jeg ville blive så overrasket, at jeg gik i fødsel.. 😉

Men hvad der skulle have været en weekend fyldt med fest.. Blev til én aften og så kæmpe hjælp fra alle med at pakke ned resten af weekenden. – Mandag sidder vi så igen 1,5 uge efter, at vi havde siddet i bilen på vej hjem mod Holland, med nyheden om billetten med tilbudet om at blive den hjemvendte ulv. Tiden i mellem husker jeg som den mest hektiske tid… Hvor alle tanker blev vendt og drejet.. Der blev talt med alle der kunne rådgive ham og os på bedste vis – for at netop denne beslutning nu var taget. Tror jeg græd hele vejen ud af Holland… Det hele havde gået så stærkt og det var nærmest først gået op for mig lige der…. og kunne kun kigge tilbage på 3 helt fantastiske år… Hvor vi udover alle de oplevelser også sådan for alvor havde fundet hinanden og vokset sammen som et par, og fået fyldt på vores kufferter med en masse bagage, der havde formet os lige netop til det vi er sammen. Samtidig kunne jeg mærke en lille fyr sparke indeni min mave, hvilket gav et smil og hjalp en med at fokusere på det der lå fremad, med spændingen på, der vi nu skulle hen – Der hvor vi når som helst kunne blive en rigtig lille familie… 🙂

 

Dagen efter sad vi på hospitalet, dog pga. manden min der skulle igennem et lægetjek, inden han kunne skrive under. Onsdag blev han til manges overraskelse, præsenteret som den hjemvendte ulv og igen kunne han trække shirten, med ulvelogoet på brystet og hans elskede nr. 32 på ryggen, over hovedet. Man kunne ligefrem se en blandning af spændning og lettelsen i hans øjne i det øjeblik… Jeg sad stolt bagerst i lokalet, sammen med hele Kristians familie… –  Et nyt eventyr var begyndt… 🙂

 

Ja – nu gjorde jeg det så lige igen – jeg indrømmer at jeg er elendig til at gøre mine indlæg korte.  Jeg håber at I vil bære over med mig – forsøger virkelig at blive bedre 😜  Jeg vil bare så gerne, at I her fik en lille fornemmelse af de følelser, der var inden i mig, da vores liv pludselig tog en drejning – blot set  fra  “Bak-spejlet”  😜😜