I med- og modgang….

Alle – nogle mere end andre – har prøvet det at være nede.. – Dernede hvor det virkelig er svært at hive sig selv op igen – Uanset om det er privat eller arbejdsmæssigt. Så tror også, at de fleste ved, at når man er der, så kommer alle de sorte uheld bare stormende og rammer én igen igen, som den ene lussing efter den anden… og pludselig kan de ting og situationer som plejer at være det aller mest overkommelige for én pludselig være en kæmpe udfordring – fordi man måske helt ubevist lader sig påvirke af det uheld, man føler sig forfulgt af.

 

I vil så nok også nikke til, at det der kan være den aller bedste hjælp… er et kæmpe klap på skulderen og en fornemmelse af, at der er nogle der virkelig tror på dig og måske endda holder af dig. For ja når alt kommer til alt så kommer man vel langt bare med kærlighed og ihærdighed ik 🙂

 

Men jeg overdriver vel ikke, hvis jeg siger, at ALLE skal prøve disse møj irreterend og deprimerende perioder i sit liv… Som oftes kommer i stimer, så man lige kan blive trykket lidt længere ned.  Tør næsten at gå så langt og sige, at de som siger, at de ikke har prøvet det bare i en eller anden form – Ja de pynter vist på sandheden!!! 🙂

 

Så når I sidder med disse tanker + de om, hvordan fællesskab og opmuntring virkelig kan være alt afgørende i sådan en situation, så kan I vel også følge mig i mit sure opstød til, de der kalder sig for fans – når de egentlig bare er medløbere…. For hvor er de, når der virkelig er brug for dem??

 

I søndags var vores sønner og jeg ude og se manden mins hold spille. Vi sad troligt bag ham. – og nu kommer jeg med en masse stødende meninger – for har læst mange kommentarer om, at folk mener det er kedelig bold og sådan…. Så tror da slet ikke, at vi så samme 1. halvleg. For der var så mange chancer og underholdningen i top…. stemningen på stadionen stod meget lige i forhold til, hvilke fans man bedst kunne høre. Men på det tidspunkt hvor alle folk kan sætte sig ind, hvordan man med kyshånd tager imod et lille skulderklap i en periode, hvor al pludselig går imod én – altså den periode ALLE – uanset hvilket niveau man er på – uanset i hvilken branche man er i…Ja så vælger de 6000 tilskuer at lyde som MAX 1000 tilskuer … Som så bliver overdøvet af den flotte opbakning, der var kommet i udebane afsnittet. Jeg selv sad og kiggede … Kiggede ned til fansene, hvor der stod en lille bunke på af fans, der hoppede og sang… resten bag målet stod helt stille… som resten af stadionet.  Så at Lupus hoppede rundt nede foran tribunerne og fik også lige en lille gruppe til at hoppe med… men så dødede det hurtigt igen.

 

Efter kampen… sad jeg og så ryggen af manden min, som sad helt stille på sin trænerstol – I nok 2-3 min… føltes som længere… For jeg fik helt en klump i halsen af at se det…. For første gang følte jeg mig – som kone og kæreste – helt hjælpeløs….!!!!! I de kampe eller perioder i vores tid sammen, hvor holdet eller bare han var ramt af en dårlig stime… Ja der har jeg altid siddet og tænkt på, hvordan jeg skulle muntre ham op… Hvordan jeg skulle nurse om ham…. Jeg tog endda sports-massage uddannelsen i Holland, for at kunne gøre brug af den netop til disse perioder… Så det gav mig en tryghed i at kunne forsøge at få ham op igen. Men hvad gør man lige, som kone/kæreste til en træner…. ????

Jeg er min mands – min kærestes aller største fan… og det har ikke noget med det han laver at gøre… For er alle kæreste par ikke hinandens største fans?? – Det håber jeg da… Men ville man være kærester, hvis man kun var der for hinanden, når det går godt ???? Man siger jo JA til hinanden i med- og modgang…. Til at give hinanden et spark bagi, når der er brug for det…. og derefter støtte dem videre…. Faktisk synes jeg, det giver et meget godt billed af det hele.. For I de så kaldte “down-perioder” …. kommer der flere og flere familie medlemmer…. og færre og færre fans… Så kan man være lidt fræk at sige – hvem er de rigtige FANS så… Altså I med – OG mod gang????

Selvfølgelig kan man ikke generalisere her… og det er heller ikke min mening…. Så igen… hvis der er nogle der føler sig trådt på her… Så er den selvfølgelig ikke myntet på jer…. For der er nogle derude, som er fans og ikke bare medløbere – Det ved jeg  🙂

Mener bare at det er “fair nok”, at der kun kommer 6000 ud og ser bold. Man kan jo åbenbart ikke forvente flere ud af sådan et kæmpe opland – altså med mindre, at det er Manchester United der gæster… Forstår så bare ikke, at de 6000 nu ikke hjælper holdet og laver larm… Hepper eller bare buer for den sags skyld, jeg er ligeglad…(Får nok klubbens ledelse på nakken nu;) ) bare et eller andet larm, så dem på banen kan mærke, at der er 6000 og ikke de bare den lille gruppe nede bag målet mod dem fra AGF, som pludselig havde nemt ved at gøre det til deres “hjemmebane”…..

 

Så slutter lige, som jeg startede; Alle har prøvet at have en down periode og den rammer alle….. Tænk hvis det var jer der bare gjorde alt, hvad I elskede og var bedst til, men I leverede ikke op til det der forventes af jer…. Jeg ved med mig selv… at det på ingen måde ville hjælpe, at være omringet af en masse som kiggede med skarpe blikke, rystende hoveder og ikke mindst armene over kors…. Men selvfølgelig foldbold er følelser og hvis det er sådan de ser dem selv, som fans i med- og modgang…. Så er det jo nok desværre svært at gøre noget ved det…..

 

Gik jeg over stregen der??? … Måske lidt… Men I skal vide, at jeg selv ikke var en dyt bedre førhen, men nu kender jeg betydningen af opbakningen – netop i modgang!!  Så min pointe er netop – hvem kender ikke den fra ens egne erfaringer ????? Så derfor er det her mere en lille udstrækning til,  måske at ændre folks syn og forståelse – Nogle gange har de, som hjælper én i modgang, vel også brug for at for at vide, at det er nu man har brug for det opløftende skulderklap… Eller giver det slet ingen mening 😉 ???