Meget mere end en fodboldkamp

Det er søndag aften og vi er lige kommet hjem fra stadionen, hvor FC Midtjylland vandt 3-0 over Silkeborg. Faktisk så ved jeg allerede nu, at jeg ikke kan ligge dette indlæg ud idag, fordi meget af det stadig ikke er offentliggjort. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at skrive det, da det har været en dag på stadionen, som virkelig rørte mig.  Så håber I kan bærer over med indlægget tidsmæssigt ikke helt er opdateret😊

Idag har vi været til drengenes farmors fødselsdag inden kampen, og i halvlegen førte de 1-0 men kunne sagtens have været foran mindst 4-0 med deres chancer. Så alle var glade, da de kom ind i loungen i halvlegen. Os piger (spille-kærester/koner) sidder meget spredt rundt om på tribunen, men i pausen, mødes vi altid i et område indenfor, så vi lige kan nå at snakke lidt inden at kampen går igang igen. Jeg forsøger altid at komme rundt og sige hej til alle, men med en lille gut der nu går rundt imellem alle de mennesker deroppe og med en stor gut, der føler sig så hjemme, at han bare fiser rundt overalt, så er det desværre ikke lige altid at man, når rundt til alle. Heldigvis ses vi næsten altid igen efter kampen til mad.  Men til min store overraskelse så jeg, at den her virkelig kønne pige, var der. Så blev jeg så glad for synes, at det var så flot af hende – da jeg vidste at hendes kæreste var meget tæt på at blive solgt og derfor var han ikke selv. Men hun synes, at hun alligevel ville derud for lige at sige farvel. Jeg kunne mærke, hvor spændt hun var på det hele, og jeg husker tydeligt, de sommerfugle jeg selv havde i maven, da det var os der skulle ud på et udenlandsk eventyr. Så spændt over alt det vilde, der skulle til at ske, men alligevel også med en klump i halsen fordi, man skulle forlade alt det trygge og ned til noget, hvor både land, kultur og sprog var noget helt nyt. – Og det er ikke bare lige 14 dage på ferie, men et sted hvor man skal have en hverdag bygget op – hvori han selvfølgelig skal kunne fungere på bedste vis for fodbolden, men også én selv som kæreste, skal kunne trives i.

Jeg bliver altid helt kuller indeni, når jeg taler med nogen, der står over sådan et eventyr. For det er bare så stort og noget man virkelig skal nyde, alt hvad man kan – det er ikke mange der får “lov” til at få sådanne oplevelser, som at bo i udlandet. Misundelse er en grim ting, så vil hellere sige, at jeg under dem at skulle på ud på det eventyr og hun virker, som er en pige med ben i næsen, så hun skal nok klare det. og så håber jeg, at hun ved, at vi er nogle her hjemme i FC Midtjylland, der har været i samme båd, som altid vil hjælpe eller bare lytte til hende, hvis hun får brug for det.

… og så lige nu, imens jeg skriver det her, har jeg set, at det er blevet offentliggjort – hendes kæreste; Pione Sisto er blevet solgt og rejser… For os familier, er der mellem linjerne påskrevet mange flere som rejser – hans skønne kæreste og hans altid smilende og glade forældre og søskende, som med deres ligetil facon virkelig er gået ind i folks hjerte i det midtjyske.

Men ikke nok med det – så står jeg nedenunder i foyeren med Otto efter kampen og venter på manden min, og pludselig kommer én spiller hoppende ud til os, han havde prøvet at ringe, for han vil bare sige ordentlig farvel. Han var på vej hjem for at pakke alt ned og så skulle han rejse tirsdag. Han ville også gerne sige farvel til Karl, men før jeg fandt ham og kom ned med ham i foyeren så var han kørt. Der gik dog ikke længe før, at vi modtog billedet her under, med en besked til Karl om, at han vil savne ham og ønsker ham alt det bedste skrevet på engelsk og så “Vi ses” på dansk. En dejlig ven  og en glad gut med det største smil, som virkelig havde opnåede et mål med at integreret sig og lære det danske sprog på meget kort tid – meget unikt. Man kunne tydelig mærke, at det gjorde han uden tvivl specielt, for at få den frihed til at snakke og grine med de børn og folk, som kom over for at få autografer mm. Han forstod at sprede højt humør til de både store og små midtjyske danskere – det vil vi savne. Jeg vidste beskeden til Karl Konrad  lige inden han skulle sove, og han blev rigtig glad men også ked af det samtidig. Vi sendte et billede tilbage med en stor Held og Lykke besked. Karl Konrad har hans støvler hængende på væggen – de vil uden tvivl få en endnu større betydning for ham nu.

 

Heldigvis fik vi også et dejligt glædeligt gensyn med en familie idag – det sker meget sjældent i denne branche, så det er virkelig skønt, når det så sker. Vi har fået en hjemvendt ulvefamilie. Borring er kommet “Hjem” og sidst han var i klubben var hans søn og Karl Konrad helt nyfødte og næsten samme alder. Så de har haft de første par år sammen. Derefter  har de så været tilpas lang tid væk fra hinanden, så ja de kunne ikke rigtig huske hinanden. Men det skal de nok får rettet op på, for jeg er sikker på, at de nok skal få endnu mere glæde af hinanden, når de nu kommer til at ses så meget fremover.

Nu ved jeg ikke, om I har læst det tidligere indlæg, jeg har skrevet omkring Transfervinduet, jeg har ikke så mange indlæg endnu så det kommer lige lidt længere nede af siden, eller søg på TRANSFERVINDUET 😉  hvis I skulle få lyst til at læse det –  For måske kan I nu følge mig lidt i, når jeg mener at det hele går lidt for hurtigt. – Alle de følelser som både én selv og børnene får, gør bare at en virkelig god superligakamp, som den idag, bliver meget mere end en fodboldkamp. Man kommer hjem med en masse blandet følelser – som bestemt intet har med selve fodbolden at gøre. Mange store drømme er gået i opfyldelse og det kan jeg kun unde dem – det fortjener alle. Men det bliver virkelig ikke sjovt imorgen, når Karl Konrad står op, for så skal vi fortælle ham, at Pione også er blevet solgt  – Det er jo faktisk hans 2 favoritter på holdet, som så er smuttet på en dag. For selvom man da håber, at det sker, når man siger “Vi ses” til hinanden, så ved man jo godt inderst inde at chancen er meget meget lille og at det nok nærmere er et “Farvel.” Vi ved jo, at i fodboldens regi er venner kun til “låns”, og selvom man kun ønsker det bedste for folk på deres nye eventyr, så vænner jeg mig virkelig aldrig helt til sådan et “Farvel.”