Når det er aller værst…

Man hører et ordentlig smæld og ser 1 måske 2 spillere ligge ned… Dommeren stormer hen til dem og ser om de skal have hjælp. Man hører et gisp gennem hele stadionen, som om alle holder vejret. Kigger man rundt, ser man flere holde hænderne for ansigtet af spændning og en slags empati for den smerte, man nærmest kan mærke fra de enkelte spillere… Jeg kigger altid ned til lægerne som det første – og ved altid, at hvis de via andre spillere eller fra dommeren får et hurtigt vink som tegnet på, at de skal skynde sig ind… ja så er den virkelig gal…. Som kæreste er det det værste…. Til de af jer der ikke kender manden min, ja så var han en meget frembrusende spiller  og var måske endda kendt for hans hårde og kontante spillestil… Noget som han faktisk også er som person og det jeg fuldstændig faldt pladask for. Men det gør jo så også bare, at han ofte var den der gik i nærkampene… og samtidig var den, hvor man vidste, at hvis han blev liggende længe,  ja så var den virkelig slem….

 

Nu har jeg taget mig selv i at skrive i flere af mine indlæg, at jeg ikke er typen der er let til tåre… Så måske har jeg lært mere om mig selv siden jeg startede mit lille univers… For eftersom jeg har skrevet det så mange gange så jeg ér måske egentlig meget let til tårer…. 😉 Men i hvert fald så har jeg ofte siddet med begge hænder oppe til hovet så det dækker både mund og næse, og lige passer med at fingerne kan holde på tårerkanalerne, så tårerne holdes tilbage.

 

Glemmer aldrig da vi lige havde mødt hinanden, hvor han i slutningen af en kamp hoppede op i en hovedstødsduel… og landede hårdt ned op jorden igen på siden…. og han blev liggende længe…og  jeg blev rasende over, hvordan de andre spiller bare gik hen til lægerne og tog noget af fra de drikkedunke, de havde taget med ud på banen… For man kan da ikke bare se så ligeglad og rolig ud, når nu min kæreste bare lå der og led… Jeg spurgte ham som det første, hvordan han havde det, efter kampen… Han grinte bare… og sagde at han bare lige skulle vinde lidt tid og trængte til en pause…. Indrømmer at tænkte, at de følelser det gav at se på det, var en vinkel jeg ikke havde tænkt over, og kunne jeg overhovedet holde til, at være den der sidder og kigger på fra sidelinjen… 🙂

Jeg lærte dog med tiden, hvornår det var alvor og hvornår han (og de andre) bare lige “trængte til en pause”  🙂 – og en af grunden til, at jeg hadede at se kampene fra skærmen var, at når der skete noget… Så viser de det Igen… og Igen… og Igen …. – i slow – fra andre vinkler og fuldstændig zoomet ind. Jeg HADER det…. specielt hvis det er noget med hovedskader !!!!!!  Tænker hver gang det sker, at de godt kan tænke lidt på den familie, der sidder til den enkelte spiller…. Jeg ved godt, at i tænker at man bare kan kigge væk… Korrekt… men jeg ved ikke, men man har vel en form for indre nysgerrighed, som bare skal se det i form af et håb, for at det slet ikke er så slemt, som det ser ud… eller som kommentatorerne gør det ..!!!

Har prøvet en gang, hvor manden min blev båret ud fra banen…. De zoomede ind på ham, og han holdte sig for øjene.. Jeg fik den største klump i halsen og tårerne pressede på. Sad med hele hans familie og så kampen –  I STUEN … laaangt væk fra hvor han var… og det eneste jeg ville var at være, hos ham… Mange tanker går igennem ens hovede… og samtidig havde vi på det tidspunkt en 4 årig søn, som sad og spurgte…

“Hvad sker der med Far…?? “

“Hvorfor gør de det med Far??”

“Hvor skal de hen med Far???”

…… 1000 spørgsmål fra en lille dreng, der selvfølgelig også blev påvirket af, at se sin mor på grådens rand af ren bekymring… – og det værste er det var vel, at jeg selv havde lige så mange spørgsmål som ham.  Jeg kimede holdlederen ned, bare for at få lidt besked og svor, at fremover skulle jeg med til alle kampene – ude og hjemme… for den følelse var bare ulidelig. Selvfølgelig kan man det altid ske at folk kommer til skade hele tiden og alle steder, men at se det ske live på et fjernsyn… og se det igen og igen.. og hører nogle der kalder sig for eksperter… sidde og kloge sig i hvor slemt det er… for ja hvis I ligger mærke til det, så kloger de sig altid i hvor slemt det er – aldrig i, at det ikke er så slemt som det ser ud…. TAK FOR DET…. 🙁

 

I Holland, var det meget sjældent, at man kunne se kampene på TV… Med mindre man betalte dyrer domme for det… så har nogle gange fuldt med på Text TV.. Ja så lang tid siden er det – for det gjorde man den gang… 😉 Men kunne man se, at han gik ud fik man ikke den samme bekymring, da man ikke kunne se hvorfor… og slet ikke i slow….

 

Jeg kan se rundt om på stadionen, at der selvfølgelig er mange, som har disse medfølelser, når der sker noget… Jeg har derfor altid haft et ønske om, at der ikke blev sat så meget fokus på, når spillerne blev skadet… Jeg mener, er det nødvendigt at vise det så mange gange og skal man virkelig have hver eneste lille detalje med…??? Ej.. ved godt at det er en ønske tænkning, for det er jo en stor del af selve underholdningsværdien… og ved også at manden min og “fys” teamet, flere gange har nærstuderet netop disse billeder, for bedre at kunne finde årsagen til en skade… Så de er jo også brugbare… Bare ikke sjov for os, hvor billederne går lige i hjertet….

 

Ja måske synes I, at jeg er lidt af et sart skvat… 😉 Men der er vel ikke nogen, der kan lide at se, hvis der sker noget med dem man elsker eller holder aller mest af … er der ??? og vel slet ikke hvis, bare man ser det – måske endda i slow – og ikke er i nærheden….  ??? For os på sidelinjen er de jo ikke bare spillere, som kan skiftes ud med friske fra bænken… nej for os skal de også kunne løbe og lege med børn – og børnebørn… så ikke bare en krop der bliver lavet lappeløsninger og piller for at kunne holde en kontrakt ud…. – hårdt sagt !! 😱 Men håber I kan se lidt af hvad jeg mener … eller kan I ??! 🙈😜