Når det er sagt fra børn…

Vi er lige kommet hjem fra det sødeste lille teatershow opført af Karl Konrad og hele hans klassetrin…

Han har jo siddet i kørestol det meste af tiden, hvor de har øvet til denne store dag… – og det var da virkelig godt, at han ikke var frisk nok til at have fået en rolle i stykket – i stedet for kulissemand… For bare da jeg så ham der til sidst stå på scenen – humpende ind på scenen med sine krykker – helt let og elegant så ingen så det – men som mor spotter man hurtig den tyrkiske farve mellem alle arme og ben omkring ham… Den tyrkiske farve der afslører hans lille kamp for tiden….

Måske det var den kamp, der gjorde det – eller måske var det den kamp hele stykket så fint handlede om – om en engel der blev sendt ned på jorden af gud for, for at få os mennesker til at stoppe  forurening inden jorden gik under …  Selvfølgelig går jeg op i miljø økologi og alt det – men helt sikkert ikke nok for at gøre en forskel… Men at se og høre børn synge om det – det rammer jo bare på en helt anden måde, en når man høre andre råbe højt om det…    Så måske det nok var de to kampe slået sammen der lige lavede en knockout på mig…. Synes sgu det var lidt rørerende…

Eller er det bare sådan det er at have skolebørn… og jeg er allerede placeret, som en af de pinlige møder, der får besked på at sætte på bagerste række med håb for at ingen opdager det tudemarien 🙈😜

I hvert fald fandt vi lige et spot på vej hjem og nød solnedgangen, pokalfinalepladen og gipsets forhåbentlige sidste uge lidt xtra….