SAVNER NR. 32

Det er måske lidt et farligt emne at skrive om;  For der er sikkert mange der kan brygge på det og tro der er en bagtanke… – og der er ingen absolut ingen bagtanke bag dette.. -Ganske enkelt blot en konstatering af en følelse jeg mærker mere og mere… – Kald det ynkeligt, kald det for sødt eller hvad I nu vil… Det her er mit univers og nu læsser jeg lige af her…. 🙂 Så kan I komme med jeres kommentar og mening bagefter… 🙂

 

For hold nu op, hvor savner jeg mere og mere nr. 32 på banen… og igen det har intet med spillet eller de andre spillere at gøre…. og det kunne som sådan være for en helt anden klub og hold… Savner bare at se min mand i en spilletrøje, alle elsker vel at se deres mand og dem de holder af lave det de elsker – og det så jeg, da han tæske rundt som en lille (vild) glad dreng juleaften, for et par uger siden, da vi var til et arrangement, som FCM og Ikast FS, havde lavet i forbindelse med indvielse af nye baner – Først blev spændte fnisende og lidt generte drenge trænet af mange af deres store helte fra FC Midtjylland. Dernæst blev der spillet en opvisningskamp mellem IFS’ Jyllandsserie hold og FCM…  – Et FCM hold, hvor mange dagen før havde spillet kamp, og måtte derfor ikke spille, og samtidig var mange taget afsted til de forskellige landsholdslejre. Alligevel vandt FCM med hele 6-2… og ja 4 mål af nr. 32 (eller nr. 12, som han havde den dag) Men det var nu ikke det… I vores tid i Holland, brugte jeg meget tid på at køre til alle mulige hyggelige små byer for at se ham spille disse opvisnings/sommerkampe. Kunne bare mærke, hvordan alle minder fra al den tid vi har været sammen kom frem – Når han scorede jublede han jo nærmest mere og vildere end nogen sinde…  😉 Hvilket jo tydeligvis er beviset på, hvor meget han selv savner det, selvom han uden tvivl er glad og taknemmelig for den chance han har fået, som assistent træner i hans hjerte klub.

Det var første at gang Bette O så sin far i trøjen og spille en kamp… Eller aller første gang var han 10 dage gammel… Men ved ikke om det hele også bunder i at også han, virkelig er begyndt at gå op i fodbold…. og bestemmer han selv, så har han FCM logoet på hele tiden og Lupus i armen. Én dag så jeg tilfældigt at vores KK viste ham, deres far på You Tube…. og kunne se på bette O, at han ikke helt kunne forstå det… Kommer nummeret 32 måske slet ikke til at have samme betydning hos ham, som hos resten af familien… ??

Derudover blev jeg ret rørt over, da jeg så manden stå og fægte med armene ud imod tribunerne under Uefa Cup Kampen, og fik alle op og stå og klappe … Ved hvor meget han savner at blive gejlet op af fans… Så nød virkelig at se ham tilbage i sit moment… 🙂

Vidste godt, at jeg ville savne det, der har været en del af vores liv i så mange år. Men troede da, at det ville ligge sig med tiden og ikke omvendt. Måske har alt det nye træner-værk (jep- er nordjyde og så brugte jeg virkelig lige det ord 😉 ) været så spændende, i starten, at det ikke fyldte så meget… Men  fik jo nu at mærke, at det er ligegyldig, hvilket niveau han spiller på for mig…. (og ham) glæden var jo lige så stor… Men mon jeg vil være den eneste kone der trofast står ved sidelinjen med drengene i hver deres spille trøje med FAR på ryggen,  Når vi følger ham rundt til OLD BOYS kampe, hvis/når det pludselig sker….???! Har endnu ikke set en træning, hvor han ikke har trænet og spillet med, så det ser da ud til, at den tå der stoppede hans karriere, ikke længere er til gene for  ham 😉

Jeg tror nemlig, at det faktisk er det pingpong der plejer at være mellem os, efter en kamp, som jeg savner… Altså den, hvor vi lige diskutere alle kampens detaljer (som jeg gerne skulle have set 🙂 )  – da han spillede… Kan man tillade sig at sige, at det måske var lidt nemmere… og interessant for mig… ?! Misforstå mig ikke, for suger jo alt (det drengene tillader 🙂 ) Ud af hver kamp… Hele snakken bagefter bliver jo lidt mere overordnet om kampen og ikke så personlig om ham, som det man gerne vil snakke med sin mand om og som vi jo egentlig har gjort al den tid vi har haft sammen… Giver det mening.. ??

 

Der hvor jeg nok gerne vil hen, er nok bare at jeg godt forstår de kærester/koner jeg taler med, hvis mænd også har stoppet deres professionelle fodbold karriere, som siger, at de savner de oplevelser og sammenhold der giver… og ikke mindst at kunne give sine børn de oplevelser med… Oplevelser der nu kun (og heldigvis) kan mindes gennem fotoalbums og diverse videoer på nettet… Men husker de mon, at de har været en del af det, når de bliver større… ?? For hvis ikke, så er det vel bedre, at de så kan huske, at de blev slæbt med rundt for at se deres far spille OldBoys kampe, er det ikk’…..?!  🙂