Jeg skal da vist lære at styre mig…. eller ….???

Som ungdomsspiller glædede vi os hvert år til VILDBJERG CUP. Husker det som SÅ stort… og elskede det at vi altid mødte en masse hold – også fra andre lande, som vi normalt ikke mødte… Diskoteket i Ridehallen, og spisningen på hotellet, fnis og fjant på skolerne, hvor vi boede.  Vi udvikledede os som piger, som spillere og som hold… – og siden da har jeg virkelig set frem til, at det så blev min tur igen … bare som forældre… Vores camperede altid i nærheden af rideskolen, så vi vidste altid hvor vi kunne finde dem… og det var så tydeligt, at de så lige så meget frem til denne tur som vi gjorde, for der blev råhygget på pladsen. – og vi så dem nærmest kun til kampene, hvor vi tilgengæld altid have den vilde opbakning… og så igen om søndag, hvor vi sluttede af med en kamp = FOrældre mod spillere… Altid et hit… og en sikker fiber til en af de gamle 🙂

 

Da vi så nærmede os VILDBJERG… nu som forældre… Ja så blev jeg så overrasket…. Det er jo ENDNU STØRRE end jeg husker… Allerede langt før byskiltet, var der campingpladser over alt… Børn kom i flok, med flag og bannere fra deres klubber og med højt musik ud af deres bærbare højtalere… – den gang fandtes der vist bare en Walkman… (Hvis I kender sådan én 😉 ) men til gengæld husker jeg vi sang alle mulige sange, mens vi gik rundt… Kunne heller ikke lade være med at grine, når man så hvordan de lidt ældre piger genert fniste, når de så én af de ældre drenge…. Husker det SÅ tydeligt…. 😉  Men selvom det stod ned i stride stråler og man så, hvordan regnen havde ikke bare ødelagt telt- og campingpladserne… men også selve banerne, var bare et stort mudderhul… Jamen så var stemningen bare højt…. Store båthorn kunne høres over alt, og som dagene gik, kunne man se at flere hold kendte hinanden og der blev heppet og larmet helt overdrevet langs siderne….

Noget man kunne se at drenge lige skulle vænne sig til… De stod helt og måbede, når de så alle de mennesker der ville kigge på og heppe…  – og hold nu op for nogle vilde kampe der blev spillet. Der var ikke rigtig nogle modstandere de kendte… og bare det at det var uden forhold, giver lidt nyt…. Der var ingen..; – “De plejer at være gode..” Eller “Dem plejer vi godt at kunne vinde over…” Eller; “De har ham og ham som vi skal passe på….” – NEJ man vidste intet om dem… og ja de spiller kun i U9.. Men tror også godt I alle kender det gør I ik’… ? 🙂 Drengene har tit og ofte meget mere styr på holdene og deres spillere end os forældre… 😉

 

Men hold nu op…. Ja jeg har jo indrømmet flere gange, at jeg helt sikkert er én af de forældre, som drengene bliver flove over på et tidspunkt, for jeg kan bare ikke lade være med lade mig rive og heppe med… Men det her var endnu mere vildt…. Kampene var så spændende og  gav en hjertebanken uden lige… – Så da de gik videre til semifinalen… og skæben ville at jeg ikke kunne se den, fordi min dejlige barndomsveninde som er yngre end mig – har været så sej at kunne holde kobberbryllup samme dag…. Altså hvor unikt er det ikke lige i dagens Danmark… og de er virkelig alt hvad begrebet KÆRLIGHED står for… Så lykkeligere fest kunne man ikke komme til.

 

Jeg havde sagt, til vores søn, at jeg selvfølgelig kørte tidligt søndag hjem fra Blokhus, hvis de skulle i finalen. Det ville jeg se… Men nøj hvor var det, hvor forfærdelig at mærke, det ikke at kunne se semifinalen og være hos ens søn og deres hold… når de tabte en meget tæt kamp… Det var ganske enkelt ulideligt…. Nu har de en alder, hvor betydningen af sådanne kampe giver mening for dem. De kender godt alvoren nu, ved hvad de kan og ville kunne nå… Så tabet over at være SÅ tæt på, gjorde selvfølgelig ondt på sådanne gutter… Så selvom det “blot” blev til en bronzekamp… (Selvfølgelig er det ligegyldigt om jeg er der eller ej…. Tror ikke det gør den helt store forskel.. Så det er nok det med at det er blevet noget vi har sammen…. og at kunne snakke med om kampen ved jeg betyder meget for ham ,) -Så jeg blev helt flov over mig selv… For var det ikke lidt det forkerte signal at sende sin søn…?!  ” Kun Komme hvis det bliver finalen…!!!” Ville jo gerne at han skulle være stolt over en bronze kamp… – Jeg ville alligevel ligge søvnløs… hvis jeg vidste kampen var igang med at blive spillet  – Så  der er jo noget der er vigtigere end søvn på en søndag… 😉

Skuffelsen over at de også tabte denne kamp kunne på ingen måder og kan måske stadig ikke skjules fra de små purker… Men der er ingen tvivl om, at der efter den her cup og oplevelse nu kan anes bare et lille bitte bitte hår på brystet af dem alle… De havde slidt, maset, blevet våde, blevet mudret, tacklet, fintet, figthtet og skudt sig igennem hver eneste minut, da der ingen udskiftere var. De har alle vokset en smule og endnu mere som hold efter den her weekend – og selvom de ikke helt troede på det efter at have tabt bronzekampen med et sølle 1-0, så kunne de ikke lære på en bedre måde end lige nøjagtig disse tabte kampe….

 

 

Jeg har i mange år glædet mig til livet som campist til Vildbjerg Cup. Det fik jeg så ikke prøvet fordi vi så bor 20 min derfra… Men jeg til gengæld opdagede, jeg en “skræmmende” følelse… Det MUST der kommer i én for at følge sit barn til alt…. og vi snakker kun U9 – hvad skal det ikke ende med… Jeg kan virkelig godt forstå at manden min, som har det skidt med, at glippe ikke bare mange men næste alle disse moments med sin søn (-ner). Det er jo meget sjældent, at der er tid til det i weekenderne, hvor de vigtigste timer af træningen og kampene er hos Superligaen. Men mine svigerforældre havde taget turen til vildbjerg… og sagde til dem, at jeg selvfølgelig altid har forstået, hvorfor at de har fulgt Kristian så tæt, som de har gemmen hele hans karriere og fortsat gør… Selv da vi boede i det hollandske var de en kæmpe støtte og kom tit gange flere gange på en mdr. Det er ikke mange kampe de har misset siden han var på vores søns alder… 🙂 – og ja har altid forstået det… Men som jeg sagde til dem… – For første gange fik jeg for alvor den følelse at mærke, så jeg også kan sætte mig ind i HVORFOR de IKKE ville misse en kamp.

Tror at der er mange af jer derude der kender den…. Men det er vel en følelse der er svær at forklare – er det ikke..??  Det er jo en følelse der er blandet med den største portion stolthed, som man har som forældre… Den stolthed der kan få tårerne til at presse på, når man ser sit barns gå sine første skridt – siger sit første ord, eller når de kommer hen for første gang og krammer én helt ude af det blå … – Er det en helt forkert sammenligning… ????

Eller skal jeg bare indse, at det bare et tegn på at jeg virkelig allerede fra nu, skal lære at styre mig selv og mine følelser, når jeg nu skal følge drengene fra sidelinjen… ???   ja  det er gælder vel sidelinjen til nærmest i alt hvad de foretager sig ik’ !!!!?????  😉 Hvor går grænsen… ???? !!! 😉