"Mor - jeg er startet til Dans"

TRANSFERVINDUET

Iaften er en af de aftner der kan gøre ondt og den her coronatid har bestemt ikke gjort aften lettere…

Efter så mange år, er der også så mange minder der altid dukker op lige nøjagtigt på aften som i aften…. Alle de gange man aldrig nåede at sige farvel – men også de gange, hvor vi selv stod og ikke vidste, om vi skulle pakke alt og bare afsted… Men selvfølgelig er det først fremmest en aften – hvor en masse drengedrømme der går i opfyldelse…  For der er selvfølgelig også en anden vinkel af det Transfervindue, som store dele af europa – måske verden følger med i lige nu – lige idag…

Derfor tænkte jeg lige at genudgive et af de første – og måske mest læste indlæg fra den 9. juli 2016 – Indlægget der netop om den anden side af det her “Vindue” – som gør at vi er mange der i en periode har siddet med en knude i maven…. 🙂

For måske nogle af jer kender til transfervinduet…

….som er den tid, hvert halve år, hvor der må købes, sælges og “lånes” på kryds og tværs af alle klubber. Altså her, hvor fodboldspillernes store drømme kan gå i opfyldelse – Men kunne I måske forestille jer hvor nervepirrende det også kan være, som familie i den tid, hvor man fra dag til dag, må sige farvel til mange nære venner??? – Måske pakke alt ned – man ved bare ikke hvor de skal flyttes hen – eller om de skal flyttes – og for dem hvor der også er børn – er der jo helt andre og nok mere bekymrende spørgsmål…

– Ordsproget der siger; “At man ikke ved om man er købt eller solgt”  Får en helt igennem nervepirrende betydning – bogstaveligt talt….

En betydning der er så svær at forklare – og tror måske stadig ikke helt, at det har lykkes mig at forklare selv de nærmeste endnu – For ikke en gang vores drenge, som nu har været omkring gamet i hele deres liv, forstår det. De kan stå med helt triste øjne – når det går op for dem, hvem – og måske endda, hvilke børn de pludselig ikke skal ses med igen næsten hver eneste weekend.

I de første mange år skulle vi være forandrings parate hvert halve år…

…når disse transfervinduer var åbne.  Der kom næsten altid et eller andet, der skulle tages stilling til – og sådan er det for mange spillere … og deres familier … for så er det bare om at få pakket alt ned og flyttet så de kan være klar på træningsbanen oftes dagen efter.

I de klubber vi har været i, har sammenholdet altid været helt enestående. Man får lynhurtigt et tæt forhold til mange. Så det med at blive én stor familie, er ikke virkelig ikke noget, man bare siger. Manden min havde 1 år tilbage af sin kontrakt i SC Heerenveen, da FC Midtjylland kontaktede ham og ønskede ham hjem igen. Jeg var højgravid med vores første søn og havde 2,5 uge tilbage til termin. Jeg har altid være så fascineret af de børn, der med lethed bare kan skifte rundt i flere sprog – det må da være en gave at give sine børn. Så havde da store forestillinger, om at vores søn ville blive sådan et lille internationalt barn, nu når vi havde gang i det store udenlandseventyr.

Men der er vist ingen der er i tvivl om, at manden mins store drøm har selvfølgelig altid været at slutte sin karriere af hjemme i FC Midtjylland, Men vi havde jo først regnet med at skulle vende tilbage omkring tiden, hvor vores søn skulle starte i skole, hvilket var 5-6 år frem tiden fra hans hjerteklub henvendte sig.

I Holland har de et fantastisk sundhedssektor, og jeg havde virkelig glædet mig til at føde vores lille søn der, hvor hjemmefødsel er helt normalt, så det ville jeg naturligvis også gøre – og ved I hvad det bedste af det hele var; I Holland får man tilbudt en hjælper i sit eget hjem i hele 37 timer om ugen de første par uger.

En hjælper der gør rent , handler ind, laver mad – alt hvad man har brug for, så man kun skulle koncentrere sig om, at være mor/far og lære sin lille nyfødte baby at kende. Hvor vildt er det lige?? (Et land der med sine ca 17 mio mennesker på et område på str. med jylland, har simpelthen fundet ud at det bedre kan betale sig end af at have nyfødte familier på hospitalerne)

Men der hvor jeg vil hen med alt det her –  er bare for at prøve at sætte jer ind i, hvor hurtigt det hele kan gå….  Vi havde begge to virkelig set frem til det her udenlandsk eventyr – også som forældre og vi var på INGEN måde klar til at skulle hjem til DK.

Men Kristian har bare svært ved at sige nej til sin hjerteklub, så 4 dage efter var alt på plads og hele huset var pakket ned – fået hunden og babybelly ind i bilen, – vi nåede trods alt at sige farvel til alle de venner vi havde dernede – Men det var også kun fordi at Kristian ikke turde forlade sin høj-høj gravide kone – der midt i alt det her i realiteten kunne føde når som helst – Ellers skulle han være taget alene hjem for at starte træningen om dagen efter – og lade mig stå for nedpakningen af huset…. 😉 Men at skulle sige farvel til alle de skønne mennesker jeg havde været så afhængig af de sidste 2 år – altså alle pigerne – Vi var jo hinandens store støtte dernede – ingen af os havde hverken familier eller venner omkring os… Tilgengæld havde vi hinanden – 11 forskellige nationaliteter… Puha får helt tårer i øjenene bare ved at tænke på det….

Men med hormoner der hoppede og dansede og slet ikke kunne finde ud af – hvad der lige skete på de der 4 dage… og alt det der skulle til at ske – ja så var det en STOR TUDENDE hele vejen hjem som de hjemvendte danskere – 2 uger før termin. – Men selvfølgelig også STOLT… Stolt af min mand, som havde knoklet for sin drøm – der nu gik i opfyldelse…. Mine hormoner skulle bare lige døje det hele…..  😉

 

Det er nu 6 år siden til august(2016) – ja det lyder jo helt vildt, nu når jeg lige sidder og skriver det. Men det er altså 6 år siden, at vi kom hjem til Danmark.   Karl Konrad var 5 dage og Otto Egil 12 dage gammel første gang, de var med på stadionen – så MCH Arena er næremst deres andet hjem. Folk bliver derfor hurtigt en kæmpe del af deres liv og opvækst, så båndene til dem og deres børn bliver bare noget helt specielt. Karl Konrad har allerede skulle sige farvel til mange af sine venner, fordi de/deres far eller deres kæreste nu spiller for en anden klub eller har stoppet karrieren. De fleste jeg kender vælger også at gøre fodbolden til et familieprojekt, så udover de forskelligere fællesarrangementer man er til med klubben, så sidder vi jo næsten hver 2. uge sammen på stadionen og hepper på vores kærester/mænd/fædre, ja og sønner/ brødre/venner, for det er jo ikke kun gældende for kærester og børn – ofte er forældre, søskende, venner og ja bedsteforældre lige så stor en støtte på tribunerne for den enkelte spiller. Så med alle de følelser man er igennem på en sæson,  altså;  – glæde – spændning -skuffelse – sorg – ja hele registret –  så får man jo et tæt bånd til dem alle. – og det er netop et de mest fascinerende ting ved fodboldverden for mig. Man kan komme med så forskellige baggrunde, livsstil, kulture, hudfarve og aldre og spillere som familierne, får en form for afhængighed af hinanden, ved disse oplevelser, sammenhold og ja egentlig bare det formål man har med at være i klubben. Fodbolden har beriget os med virkelig mange dejlige venner for livet, hvor det at mødes til kampene, blot bliver en bonus. For med dem laver man alt muligt sammen udover det. Så når klubben og dens fans siger farvel til én spiller, så er der så meget mere og mange flere der ryger med dem for os.

I tror måske, at vi ved om en spiller er ved at blive solgt eller lignende , men der er en form for “Vindues-hemmelighed” og en kæmpe stor accept og respekt omkring den. Fordi så meget er på spil – at ingen skal vide om det, for at få det store puslespil til at gå op.  Så som familie er det virkelig en nervepirrende periode, fordi at transfervinduets tid bare kan rive betydningsfulde venner fra os fra den ene dag til den anden – uden en reel afsked. Så måske I kan forestille jer, hvor spændt jeg er i den her tid??! – Spændt på at se om der mangler nogle på tribunerne, når sæsonen starter op. Men heldigvis er det jo også den anden vej, for det er naturligvis også spændende at se, hvilke nye ansigter – familiemedlemmer – som vinduet har givet os.

Jeg håber, at at have sat lidt tanker igang hos jer om, hvor høj en værdi den “salgsvare”, der bliver handlet mellem klubberne egentlig har. Mange drømme gør i opfyldelse i denne tid, men som man siger, så er der er jo ofte en bagside af medaljen – I fodboldens regi lærer, man rigtig mange skønne mennesker at kende….

…..og selvom man ved, at de kun er til ”låns”, så lærer jeg aldrig at blive god til det med ”FARVEL” – men hvem gør det ??? 🙂

tex2

3 kommentarer

  • Good post. I learn something new and challenging on blogs I stumbleupon everyday.

    It’s always helpful to read articles from other writers and use
    something from other web sites.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Samantha

    Det har været fantastisk at følge din mand på banen!! Kun en 32💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Fantastisk indlæg om transfer – har aldrig tænkt på det med den vinkel – men selvfølgelig. Hold op hvor er jeg lykkelig over at du har gået igennem så mange transfervinduer sammen med min bror til trods for at det må være vanvittig hårdt hver gang. RESPEKT for det du har gjort/ofret/stået igennem for at følge fodbolddrømmen ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvis du har noget på hjertet så skriv endelig...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

"Mor - jeg er startet til Dans"