Den midtjyske hede

Altså den midtjyske hede,

bliver bare ved med at tage en vis bagdel på mig…  Et sted lige i baghaven, hvor du virkelig mærker, hvorfor de altid snakker så meget om HEDEN her…

Efter at drengene havde rusket lidt i porten under det fine navn LøVBAKKE DYREHAVE, og vi derefter havde fundet den rigtige port, så gik vi igennem den smukkeste allé, omringet af kæmpe høje træer…. Jeg elsker, at forevige moments, så holder mig oftes lidt i baggrunden, med kameraet tæt ind til mig, hvis det helt rigtige lige kommer…. Og følte jo nærmest, at jeg aldrig nåede at lade det hænge, før linsen igen måtte op…. 😉

Der gik de 3 drenge og lignede nogle på størrelse med Rumbenisserne fra Ronja Røvedatter, når de gik der på stien omringet af de her tussegamle træer, der med deres grene ned mod dem, så ud som om de alle vil fortælle deres hemmeligheder…

Godt nok, var det ikke ordet ”HVORFOR???!” , der kunne høres fra drengene, som hos Rumbenisserne, men mere bare ”HVOR??”

”HVOR ER DYRENE ???”

Vi spurgte den første på vejen, som helt sikkert havde gået derinde mange gange med hendes hund… Hun kunne i hvert fald hurtig fortælle os, hvor alle de hemmelige ”junglestier” var, som hun kaldte dem… De stier, hvor der kunne være stor chance for at se dem…. Hun kunne også fortælle, at der var 3 hvide dådyr, som man dog skulle være virkelig heldig for at se ……  Lige det, fangede drengene hurtig. Største sønnen havde nemlig en ven med fra fodboldholdet… og for sådan to fodbold drenge drejer det ikke om at være heldige – Nej de så det, som en sejr, Så de skulle se dem

…. For selvfølgelig går man efter sejren…. 😉

For enden af den her lange Allé, kom alle minderne frem, fra den gang drengene og jeg var derinde sidste gang … I SNESTORM….. Billedet af de her vilde store klatretræer, med store krummede stammer med HEDEN i baggrunden…. Den gang var det helt hvid klædt af sneen…
Nu var synet tydeligt – en del af Midtjyllands stolthed….

Det var som om vennen, største sønnen havde med, kiggede lidt mærkeligt på os, da vi sagde det. Ham og hans familie er lige flyttet hertil fra Sjælland… Men han skal nok meget snart forstår symbolikken i det…. For al den HEDE, lyng og græs…. Foræller meget godt, hvor dejlig jordnært det hele er her….

Efter at have fulgt Juglestien i lang tid og vi nu var kommet til Myretue nr. 24 af de største af slagsen. Så var vi begyndt at opgive at se nogen dyr… Til trods for, at vi hele tiden kunne høre dem, og se sporerne derfra… Rundt omkring står der skilte, med alle de ledespor fra kogler, træstammer og jorden, man skal kigge godt efter fra alle dyrene i Dyrehaven…. Og må indrømme, at jeg selv var ved at opgive lidt, for havde virkelig hele vejen igennem, fornemmelsen af at vi gik liiiiiige bag dem…..

Og pludselig….

Løb de alle lige over den sti vi gik på og vi stivnede fuldstændig…. Èn efter én hoppede de over stien så elegant og sansede os slet ikke – de var tydeligvis vant til mennesker….. Jeg stoppede med at tælle da vi nåede til nr. 15,   og alligevel nåede jeg ikke at tage et eneste billede…. Men fik det dog på film…. 😉

5ce8a58ab81b48568df417639561f9dc

Det var så vildt…. En oplevelse vi nok aldrig lige får igen, med så mange samlet på spring…. Og ved I hvad…. ???!!!! 2 af de hvide var i blandt dem … Så vi har stadig til gode at se resten – for der skulle være ca 50 ialt… så der må jo gemme sig flere et sted -deriblandt én hvid og en eller flere hjorte med de vilde gevir – dem så vi heller ikke…

Jeg ved, jeg har nævnt det før, men indrømmer også da gerne, at jeg aldrig har følt mig som det naturmenneske, der lige slår sig ned og laver bål, fanger egen mad og overnatter i naturen…. Men jeg er mere bare et menneske, der virkelig ELSKER naturen,  og kan blive fuldstændig betaget af den og især de rammer den laver for os og vores skønne dyr…. Så at vi i baghaven har Løvbakke Dyrehave, som gør det muligt for os at komme tættere på dyrene, uden at tage naturen væk fra dem… Det elsker jeg… og vi vil helt sikkert tage derind igen, for vi nåede slet ikke hen til den store naturlegeplads, vi har hørt skulle være i den ene ende af Dyrehaven  – og så skal vii jo også have fundet både de vilde gevir og det (måske) sidste hvide dådyr….