
. .. Jeg gjorde alt, for ikke at fange hans blik, så han ikke opdagede at jeg, sad der som pinlig-moren, der kæmpede for at holde sine tårer inde, men jeg kunne bare ikke tænke på andet end; “Er det virkelig allerede nu??” Det var sætningen; “Det bliver så sygt FEDT…”, som overraskede mig, med at føles så hård, da den lød hen over aftensmaden. Men samtidig fandt jeg en lille trøst i at drengens øjne fortalte, at han…