Stadig kun ét nr….

Nøj hvor har jeg da være så irreteret over, at man gang på gang ikke har kunne se FC Midtjyllands kampene ude i Europa på TV.  Det gør da så ondt at skulle følge den på nettet eller livescore – har på ingen måder nerver til sådan noget. Heldigvis har de sidste 2 gange lige passet med at Karl Konrad og jeg har været med venner nede på torvet i Blokhus, hvor der har været koncerter – det har da gjort sådan at man har fået tankerne lidt væk.  Ellers ville jeg ganske enkelt sidde og søge alt muligt for blot at få et lille glimt af det eller opdatere resultatet konstant for at se om der er sket noget de sidste sekunder. Lige til at blive skør af.

 

 

Jeg har været meget spændt på, om jeg stadig ville have det på samme måde nu, når manden min ikke er der som spiller længere men i stedet på trænerbænken. Jeg elskede at se ham på banen, jeg elskede at kunne se hans fokus og hvor tændt han var, og når han lige satte sig hårdt igennem overfor, hvem han nu end skulle spille overfor, eller specielt når han piskede frem og tilbage nede ved fansene for at få mere gejst op –  Selvfølgelig savner jeg det – uden tvivl. Men jeg kan mærke at jeg uden tvivl fuldstændig har den samme spænding og nerver på, selvom han nu sidder på bænken i stedet. Forsøger altid at få billetter tæt på bænken så jeg stadig kan høre og se ham hoppe og danse dernede.   Vi har heldigvis heller ikke kunne mærke den store forskel på Karl Konrad – tror det er pga. at han nåede at vænne sig til ikke at se farmand på banen pga skaden. – nu bliver der bare i stedet snakket taktik mellem far og søn.

 

Så nerverne til kampene er fuldstændig som de plejer, der hvor vores liv har ændret sig i forhold til mandens jobskifte, er hans arbejdstid. Han er meget mere væk nu end han var som spiller, og når han så er hjemme, er computeren ofte tændt og der bliver arbejdet en del så snart drengene er lagt i seng. Nu når jeg selv går hjemme på barsel, så mærker man det selvfølgelig mere at han er meget væk. Så jo savner ham da, men må sige, det der gør mest ondt er de mange dage, hvor han kører når drengene sover og kommer hjem når drengene sover. Specielt for Otto Egil, som der sker så meget med lige nu. Så der bliver virkelig sat pris på fridagene nu, hvor der er så meget der skal indhentes.

 

 

Det gode er at der lige pludselig er der kommet meget mere frihed – altså lige pludselig er hans krop ikke længere hans værktøj, som han altid har kaldt den de sidste 10 år 😉 Det er okay at nyde at det er weekend med lidt xtra slik og en øl mere, eller man kan være lidt længere oppe om aften og  kampdagen foregår ikke kun ved at lade op på sofaen længere.

 

Det svære er, når man tager sig selv i at sige til sønnerne – at vi skal ud og se far spille kamp. Det skal vi jo sådan set ikke, men det føler vi jo stadig, at vi skal nu, når han stadig er der – bare på sidelinjen – hvor han stadig kan høres fra 😉 men hvordan skal man så sige det ?? 🙃😉

 

–  Det er dog hverken det eller eller de lange arbejdsdage som er det sværeste. Den største forandring for os og den ting der gør mest ondt i mit mor- hjerte er når ens søn – farmands største fan – så gerne ønsker den nye spilletrøje fra FC Midtjylland. Så jeg spurgte ham ; hvis- hvilket tal, skulle der så bagpå, nu når far ikke længere spillede. Det sad han virkelig længe og tænkte over, hvorefter han sagde, at han altså stadig gerne kun ville have nr. 32 og så FARMAND derpå.  Farmand er udentvivl hans største helt så selvfølgelig, må han blive ved med at have nr. 32 på ryggen, lige så længe han vil. Men man kunne se, at den var svær for ham … Et tal der altid vil være i vore hjerter – specielt for Karl konrad der virkelig er vokset op med det. Otto Egil kommer til at vokse op med farmand i trænerrollen, og når man ser hvor meget glæde Karl Konrad har haft af alle de oplevelser “nr. 32” har givet ham, så gør det lidt ondt at tænke på at disse får vores lille Otto Egil ikke. Jeg håber, at han vil få bare en lille-bette smule af det, Der er længe til at han kan passe de spilletrøjer Man kan købe, så om han også kommer til at få en spilletrøje med nr 32 FARMAND på ryggen – det tror jeg næsten ikke – ja det gør helt ondt bare at skrive det, men det er jo den vej det går. Så ja det er helt klar den sværeste ting at skulle undvære nu efter at manden min er stoppet som fodboldspiller. Men at se en søn stolt gå rundt med FAR og hans nr på ryggen er bare noget der smelter en mors hjerte.

 

Ja så fik I lige lidt sentimentale tanker fra mig… – og så et lidt surt opstød for lad os så sige at det var sidste gang – nogen siden !!! … at en kamp med et dansk hold ude i Europa ikke vises på TV, det giver jo ingen mening!!!!!!!